Bagland i Liberal Alliance vil have delt lederskab mellem Khader og Samuelsen

Partimedlemmerne i Liberal Alliances største afdeling, Københavns Storkreds, vil sidestille partileder Naser Khader og medstifter Anders Samuelsen,...

Slettet Bruger,

18/09/2008

Partimedlemmerne i Liberal Alliances største afdeling, Københavns Storkreds, vil sidestille partileder Naser Khader og medstifter Anders Samuelsen, så de sammen står i spidsen for partiet, skriver Politiken.

"Naser skal tale om det, folk allerhelst vil høre om fra Naser: Integration, islamisme, demokrati og værdier. Til gengæld skal Anders være den, som profilerer reformer og skattepolitik," siger formanden for Københavns Storkreds, Camilla Bartholdy, til avisen.

Næstformanden i København, Poul Hauch Fenger, forestiller sig en model, som den man kender fra Enhedslisten, der ikke har en egentlige leder, men kollektiv ledelse.

Anders Samuelsen har slet ikke lyst til at kommentere ideen, men han forklarer, at opgaverne allerede er delt sådan imellem ham og Naser Khader, at Samuelsen f.eks. tager finanslovdebatten, mens Khader tager sig af spørgsmål om udenrigspolitik og integration.

"Jeg stopper hellere i politik, end jeg vil vælte Naser," siger han.

Men også blandt de nyindmeldte medlemmer fra Liberalisterne, synes man om idéen med et lederskifte.

"Det ville være godt for partiet. Anders Samuelsen er jo meget mere liberal end Naser Khader - også økonomisk," siger Henrik Sporh Christiansen, der tidligere har været formand for Liberalisternes Ungdom, men nu er med hos Liberal Allliance.

Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen, der er blevet et prominent medlem af Liberal Alliance, afviser imidlertid blankt et lederskifte.

"Vi gider ikke have den diskussion. Vi brænder alle sammen for det samme liberale projekt - og det gør vi i den holdopstilling, der er nu - med Naser ubestridt i spidsen," siger Lars Seier Christensen til Politiken og fortsætter: "Der er ingen grund til at betvivle Nasers liberale credentials."

[email protected]

Kilde: