Af Henrik Bang-Møller
Henrik Bang-Møller er cand. theol. og sognepræst i SkagenDen oprindelige mening med nedbrydelsen af traditionelle autoritetsstrukturer var, at argumenter, kundskaber, viden og gennemsigtighed skulle danne grundlag for autoritetsudøvelsen. Ingen skulle hævde sig alene ud fra en privilegeret magtposition. Viden og kundskab er magt, hvorfor argumenternes forrang og gennemsigtighed burde være det nye fundament for opdragelse af børn og unge og for opbyggelsen af demokratiske institutioner og samfundet i det hele taget.
Imidlertid er der sket en fejludvikling. Det er ikke gået, som det burde have gjort, og som det var tilsigtet. Årsagen er, at trangen til at nedbryde traditionelle autoritets- og magtstrukturer gjorde sig selvstændig. Og det uden at betænke, hvilket bæredygtigt samfunds- og menneskesyn, der skulle erstatte det gamle. Ganske vist fungerede marxistisk og reformpædagogisk inspirerede ideer i begyndelsen som murbrækker for autoritetsnedbrydelsen. Ifølge disse ideer var autoritet automatisk ensbetydende med undertrykkelse.
Men efterhånden som marxismen i løbet af 80'erne og 90'erne mistede overbevisningskraft, og reformpædagogikkens idéer for længst var indprentet på indersiden af enhver skolelærers øjenlåg, mistede kritikken af autoriteterne deres sammenhængende idégrundlag og havnede i ren kriticisme. Man ville slet ikke vide af magt, men slap lidenskaberne løs i et magtfrit tomrum, hvor man insisterede på, at ingen måtte have magt. Hverken personer, interesser eller livsanskuelser. Idégrundlaget led skibbrud, men kritikken overlevede.
Problemet blev ikke mindre af, at forestillinger fra den fri kærlighed i 60'er- og 70'erne forsynede autoritetsnedbrydelsen med et besnærende skær af revolutions-romantik og sentimentalitet. Et gennemromantiseret kærlighedsbegreb havde således allerede i forvejen bemægtiget sig en del pædagogiske sjæle, som derfor satte følelser over den kolde fornuft, det tvangfrie fællesskab (og ægteskab!) over konventionernes stive formalisme, spontanitet over regler, osv., osv. Alt sammen øsende af en i grunden naiv forestilling om frihed og frigørelse, der, idet den udløser sig i en strukturløs og fritsvævende rum- og skikkelsesløshed, formår at løse alle menneskelige, samfundsmæssige og eksistentielle problemer næsten helt af sig selv. Ingen villet magt skulle tyrannisere andre og undertrykke spontaniteten og de naturligt medgivne lyster og tilbøjeligheder, som i sig selv var gode. Navnlig fordi ingen religiøs, kulturel eller samfundsmæssig magtudøvelse eller interesse havde deformeret dem med deres undertrykkende fordomme.
I mange folkeskoler og læreranstalter i dag kan ethvert uopdragent barn, teenager eller voksen på denne baggrund problemfrit stille sig på kanten af fællesskabet, samfundet og dets normer med sin skabagtighed og sit behov for at hævde sig - alene under henvisning til denne selvskrevne ret til at være kritisk og føre sig frem. Man behøver ikke vide noget om det, man kritiserer. Det er også ligegyldigt, med hvad man fører sig frem. Og det betyder, at selv ganske almindelige banale uartigheder og utålsom selvhævdelse kan skubbes ind under kritikken og derved vinde legitimitet. Enhver tåbelig barnagtighed kan blive tolket som barnets ret til at artikulere og markere sig ligegyldigt med hvad, bare det dermed vinder frimodighed og selvtillid.
At denne fejludvikling i autoritetsnedbrydelsen så står i den skralleste modsætning til dens oprindelige ideer om autoritet baseret på viden og kundskab, ser vi i de internationale undersøgelser, der dokumenterer akkurat utroligt ringe kundskaber hos folkeskolens afgangselever. En tilsyneladende uvidenhedens, historieløshedens og vankundighedens triumf, tilforladeligt iscenesat som ædel frigørelse fra alle snærende bånd.
Ingen modne forældre og voksne tør i dag tage magten og udøve den, fordi de af den pædagogiske tidsånd siden 70'erne er blevet pebet ørene fulde af, at magt per definition er undertrykkelse. Ja, vel er det da også det! Voksne lærere og forældre skal tage magten i hjemmet og på skolerne for derved at sikre både sig selv, børnene og eleverne plads og rum til læring, plads til navnlig de svage, til kundskaber, til opdragelse, til kærlighed og omsorg. Og så skal de desuden - fordi vi endnu ikke lever i paradis! - bruge deres bevidst tilranede magt til at - ja: undertrykke de ofte stærke børn og elever, der for det første i øvrigt altid nok skal klare sig, men som ødelægger det for de andre, fordi de tror, solen kun drejer rundt om deres lille navle.
Voksne mennesker skal tage magten, fordi de ved, hvad den skal bruges til. Der findes ikke noget sådant som et magtfrit rum. Det er en illusion. Der er magt alle vegne. For hvis ikke ansvarsbevidste voksne lærere og forældre tager magten, så falder den automatisk i hænderne på de stærke og selvhævdende børn og unge. Så danner de deres egen ungdomskultur uafhængigt af voksnes indflydelse. Og så kan det nok være, at Darwins teori om 'the survival of the fittest' kan fejre triumfer - også blandt os mennesker.
