Af Ole Birk Olesen
Politikerne gjorde som krævet af de autonome i København, nemlig at finde et nyt hus til dem, og nu slipper de for at blive blokeret af det såkaldte "blokR-initiativ". De autonomes plan var ellers at spærre alle udgange fra Københavns rådhus den 3. april, men gårsdagens S-R-SF-beslutning om at udlevere et kulturhus i Nordvest til de venstreradikale unge københavnere fører nu til, at der i stedet holdes sejrsfest i gaderne."I stedet for at belejre Rådhuset gennemfører BlokR torsdag sin 'Plan F'. Planen har ligget klar i tilfælde af, at politikerne tog sig sammen. 'Plan F' er en demonstration og efterfølgende gadefest, som alle opfordres til at deltage i og fejre den nye landvinding," skriver de autonome på deres hjemmeside, blokr.nu.
Det hus, som de modtager, er en del af kulturhuset på Dortheavej 61 i Københavns Nordvest-kvarter. 1.800 kvadratmeter står til rådighed for dem. Flere af de autonome besigtede i går de nye besiddelser. Iklædt sort tøj gik de rundt og tog billeder med deres mobiltelefoner, skriver Berlingske Tidende.
"Er der køkkenfaciliteter?" spurgte en ung pige med lange dreadlocks pludselig. Det er der, endda med tilhørende caféareal og musikscene.
De lokale får tilbudt andre steder til de kulturaktiviteter, som de autonome fortrænger fra Dortheavej, men helt begejstrede er de nu ikke.
"Døren står åben og alle er velkomne. Men vi er selvfølgelig kede af det. De unge ved jo, hvordan det føles at få taget et hus fra sig," siger værkstedsleder Dorthe Kamp til Berlingske Tidende.
Lokale vil ikke have dem
Også Bispebjerg lokaludvalg ville helst have været foruden.
"Det forekommer meget svært at se, hvordan Bispebjerg Lokaludvalg på nogen måde vil kunne anbefale en sådan løsning, som i realiteten vil amputere et velfungerende kulturhus," lyder det i en pressemeddelelse.
Lokaludvalget mener, at en halvering af kulturhusets hovedbygning reelt vil betyde en lukning af et kulturhus, som i dag angiveligt benyttes flittigt af borgerne i bydelen.
I forvejen har over 5.000 beboere i Nordvest skrevet under på, at de ikke ønsker et autonomhus på Frederikssundsvejens Skole. Kulturhuset ligger kun 500 meter fra skolen.
"De unge har intet gjort for at tage afstand fra vold siden de smadrede Nørrebro tre gange i de værste uroligheder i Danmark i efterkrigstiden. Derfor er det med stor bekymring at vi ser at de nu skal bo i Nordvestkvarteret. Beboerne i Nordvest ønsker ikke at have naboer som forbeholder sig ret til at smadre bydele, når de ikke får deres vilje," skriver de to konservative suppleanter til Borgerrepræsentationen, Jakob Næsager og Rasmus Jarlov, der har organiseret underskriftindsamlingen.
[email protected]