Den australske delstat New South Wales dømte i fredags
avisen Sydney Morning Herald for injurier efter en anmeldelse af
Sydney-restauranten Coco Roco i år 2003. Det åbner op for erstatningskrav fra
ejerne, der måtte lukke restauranten tre måneder efter anmeldelsen var blevet
trykt. Det skriver den britiske avis The Guardian lørdag.
Anmeldelsen karakteriserede halvdelen af restaurantens
eksperimenterende retter som uspiselige og gav kun restauranten ni ud af tyve
point. Ejerne mener, at anmeldelsen er hovedårsagen til, at de måtte lukke og dermed
miste de ti millioner kroner, som de havde brugt på at sætte restauranten i
stand.
I Irland har en injuriedom for en dårlig madanmeldelse
resulteret i, at de forurettede restaurantejere fik medhold i deres
erstatningskrav. Irish News måtte således betale over 250.000 kroner i
erstatning.
"Hvis en dårlig anmeldelse så fører til et fald i indtægterne
hos biografen skal vi så sige at det er på grund af anmeldelsen og ikke på
grund af kvaliteten af produktet?" spørger den internationalt kendte madanmelder
Leo Schofield i The Guardian.