Den danske forskerordning, som skulle have lokket højt specialiserede og højt lønnede udlændinge til Danmark, er en fiasko. Danmark er fortsat et af få lande i OECD, som sender flere kloge hoveder ud af landet, end vi modtager fra omverden. Sidste år steg antallet af personer på forskerordningen kun med tre styk.
Det overrasker formentlig ikke mange, at forskerordningen ikke virker. Det lyder ganske vist flot, at man som udlænding med en løn på over 58.000 kroner månedligt kan bosætte sig i Danmark og slippe med at betale 25 procent i skat af sin indkomst. Men når de udenlandske forskere og nøglemedarbejdere hører, at skatten efter tre år ryger op på de standardiserede 63 procent på den sidst tjente krone, så svinder begejstringen naturligt nok ind. Disse mennesker er efterspurgte i hele verden, så hvorfor skulle de ikke vælge et land, hvor den lave skat ikke bare er et overgangsfænomen, men permanent? Fordi de foretrækker vejret i Danmark?
Hvis mennesker får lov til at stemme med fødderne, så gør de det, og Danmark er ikke et attraktivt land at bosætte sig i, hvis man kan tilbyde en højt værdsat arbejdskraft. Man bestemmer kun over en meget lille del af sin løn, og de ydelser som til gengæld stilles til rådighed i den offentlige sektor er andenrangs sammenlignet med, hvad private udbydere kan levere til samme pris. Danskerne er angiveligt det lykkeligste folkefærd i verden, men det er bemærkelsesværdigt, at de mennesker i udlandet, som er velkomne kloden rundt, foretrækker at bosætte sig alle andre steder end i Danmark i deres jagt på lykken.
I længden er det selvfølgelig ikke holdbart, hvis vi fortsat ønsker at bo i et velstående land, at de, der skaber den største velstand, ikke vil bo hos os. Det er et sygdomstegn, et symptom på at den samfundsgavnlige adfærd, som dygtige og flittige mennesker - også af den indfødte slags - lægger for dagen, ikke bliver belønnet nok i Danmark. I en verden, hvor grænser ikke længere er en hindring, risikerer man, at de i stedet tager andre steder hen, hvor der stadig er belønning at hente.
Det overrasker formentlig ikke mange, at forskerordningen ikke virker. Det lyder ganske vist flot, at man som udlænding med en løn på over 58.000 kroner månedligt kan bosætte sig i Danmark og slippe med at betale 25 procent i skat af sin indkomst. Men når de udenlandske forskere og nøglemedarbejdere hører, at skatten efter tre år ryger op på de standardiserede 63 procent på den sidst tjente krone, så svinder begejstringen naturligt nok ind. Disse mennesker er efterspurgte i hele verden, så hvorfor skulle de ikke vælge et land, hvor den lave skat ikke bare er et overgangsfænomen, men permanent? Fordi de foretrækker vejret i Danmark?
Hvis mennesker får lov til at stemme med fødderne, så gør de det, og Danmark er ikke et attraktivt land at bosætte sig i, hvis man kan tilbyde en højt værdsat arbejdskraft. Man bestemmer kun over en meget lille del af sin løn, og de ydelser som til gengæld stilles til rådighed i den offentlige sektor er andenrangs sammenlignet med, hvad private udbydere kan levere til samme pris. Danskerne er angiveligt det lykkeligste folkefærd i verden, men det er bemærkelsesværdigt, at de mennesker i udlandet, som er velkomne kloden rundt, foretrækker at bosætte sig alle andre steder end i Danmark i deres jagt på lykken.
I længden er det selvfølgelig ikke holdbart, hvis vi fortsat ønsker at bo i et velstående land, at de, der skaber den største velstand, ikke vil bo hos os. Det er et sygdomstegn, et symptom på at den samfundsgavnlige adfærd, som dygtige og flittige mennesker - også af den indfødte slags - lægger for dagen, ikke bliver belønnet nok i Danmark. I en verden, hvor grænser ikke længere er en hindring, risikerer man, at de i stedet tager andre steder hen, hvor der stadig er belønning at hente.
