Af Edith Thingstrup
Edith Thingstrup er cand. theol.Man skulle tro, at en borgerlig strateg var vågnet op en morgen og havde tænkt: "Hvordan kan jeg slå to fluer med ét smæk, så jeg endegyldigt miskrediterer både venstrefløjen og islamisterne? Aha. Jeg finder én person, der både er islamist og socialist. Fedt!" Asmaa Abdol-Hamid er dobbelt vederstyggelig for mennesker, der både ser med skepsis på de totalitære socialister i Enhedslisten og på de totalitære islamister i moskeerne.
Jeg kender ikke Asmaa, og jeg har en fornemmelse af, at hun måske er en ganske fredelig pige neden under tørklædet. Jeg har faktisk også lidt ondt af hende, fordi hun får så mange tæsk i mediernes vridemaskine. Det kan ikke være behageligt. Og det er synd, hvis hun vitterlig gerne vil være en fredsommelig dansk borger som alle andre, bare med et tørklæde om hovedet.
Men hun har selv valgt at gøre sig til et symbol på alt det, højrefløjen hader - og hader med god ret. Liberalisterne kan hade hendes socialisme. De konservative kan hade hendes religiøse udgangspunkt. Og i fællesskab kan vi hade hendes tvetungethed.
Det kunne Enhedslisten i princippet være ligeglad med. Eller rettere: De kunne glæde sig over, at være hadet af højrefløjen. Problemet er, at Enhedslisten er blevet fanget i sin egen ideologiske tåbelighed. Asmaas opstilling til Folketinget er både særdeles konsekvent og særdeles inkonsekvent.
Den var konsekvent, fordi totalitære socialister altid har troet på, at klassekamp og befrielseskamp i den tredje verden var to sider af samme sag. Da en rigtig "etner" som Asmaa meldte sig under de røde faner, var det derfor lige noget, der passede ind i Enhedslistens verdensbillede. Her var der både international solidaritet, "tolerance" og "mangfoldighed".
Men den var også inkonsekvent, fordi den totalitære islamisme og den totalitære socialisme er to konkurrerende religioner. Nok kunne Enhedslisten henvise til, at de tidligere har haft medlemmer, der var præster i den danske folkekirke. Men det siger sådan set mere om visse danske folkekirkepræsters kærlighed til socialisme - og ligegyldighed overfor kristendom - end det siger om Enhedslisten.
De sidste mange år har Enhedslisten netop kunnet overleve på, at de var den slags socialister, der religiøst troede på socialismen. Nu har de et problem. De har lukket en gøgeunge ind i sekten.
Ud fra et principielt perspektiv glæder jeg mig over Enhedslistens problemer. De er blevet afsløret som hyklere, som ikke kan forene deres fundamentalistiske kærlighed til "tolerance" og "mangfoldighed" (og dermed værdsættelse af islam) med deres lige så fundamentalistiske religionshad. Enhedslisten har sat sig selv skakmat. Karl Marx kunne sikkert have sagt et eller andet sarkastisk om partiets uoverstigelige indre modsætninger.
Ud fra et mere politisk-strategisk perspektiv ærgrer jeg mig over balladen med Asmaa. For ret beset er den ligegyldig i det store billede. Det er ikke Enhedslistens tågehorn, der nogensinde kommer til at diktere dansk politik - heller ikke selvom de en dag måtte levere de afgørende mandater til støtte for en socialdemokratisk regering. De farligste mennesker i dansk politik er nemlig ikke medlemmerne af Enhedslisten, herunder en ligegyldig tørklædeklædt kvinde. De farligste mennesker i dansk politik er derimod dem, der - under dække af at være som alle os andre - plukker os, regulerer os, styrer os og demotiverer os. De farligste mennesker er netop alle de "moderate", som i ly af deres fredsommelige påklædning og deres midtsøgende politiske brand, er totalitære på en lige så gennemgribende måde som socialister og islamister.
Nej, de "moderate" har ingen særlig ideologi eller religion. De tager den religion, der passer til situationen. Lidt menneskerettigheder hist, lidt borgerlig anstændighed pist, lidt sundhedsbekymring hér og lidt sammenhængskraft dér - og så videre og så videre. Men resultatet på bundlinjen er lige så totalitært, som det socialisterne og islamisterne kan præstere: Nemlig en kollektivisering af vores indkomster og en knægtelse af vores ret til at være os selv.
Jeg er i hvert fald mere bange for Helle Thorning, Margrethe Vestager, Gitte Seeberg, Pia Christmas-Møller og Karen Jespersen, end jeg er for Asmaa. De førstnævnte har nemlig muligheden for at tilrane sig reel magt. I den forstand er Asmaa ikke en gave til højrefløjen. Hun er en afledningsmanøvre, der får os til at glemme de primære trusler mod vores handlefrihed.
