Af Rune Kristensen
Rune Kristensen er BA i statskundskab og landsformand for Konservativ UngdomI de forgangne uger har vi set landets plejepersonale på gader og pladser i demonstration for højere løn.
Argumentet er det store arbejdspres og den vigtige funktion, som disse faggrupper udfører. Tilsyneladende er det også et argument, som der er en vis opbakning til i befolkningen og blandt politikere - om end der i sidste gruppe er lidt holdningsforskelle ift., om man skal tilsidesætte de almindelige forhandlingsretlige regler på arbejdsmarkedet eller ej.
Uanset hvad man mener om strejkende plejepersonale og denne gruppes løn og personaleforhold, så er der én ting, der er sikkert; højere løn nu og hér til denne ene gruppe af offentligt ansatte løser ikke på langt sigt de grundlæggende problemer, den danske velfærdsstat lider under.
Der er jo masser af andre grupper af offentligt ansatte; folkeskolelærere, politibetjente, socialrådgivere osv. som alle kunne gå på gaden med samme krav og argumentation som plejepersonalet - og også de vil vel så blive mødt af en velvillig befolkning og tilsvarende politikere, som jo godt kan se, at også disse grupper udfører en vigtig, samfundsgavnlig funktion.
Det grundlæggende problem for alle disse grupper af offentligt ansatte er bare, at vores store velfærdsstat har ødelagt deres mulighed for at få en ordentlig vurdering af, hvad deres arbejdsindsats egentlig er værd.
For alle disse grupper gælder nemlig, at den eneste reelle arbejdsgiver, de kan vælge, er den offentlige sektor, dvs. arbejdsgiversiden har monopol på at aftage arbejdskraften, og derfor vil der - i endnu mindre grad end på resten af det gennemregulerede danske arbejdsmarked - ikke være en fornuftig løndannelse. Det offentlige monopol skaber automatisk lav løn for disse grupper.
Det er et problem, som mange offentlige ansatte - i større eller mindre grad - lider under. En del faggrupper har selvfølgelig muligheden for at søge væk, hvis de altså husker at gøre det i tide, inden de er blevet "sovset" alt for meget ind i mentaliteten på de offentlige arbejdspladser, og disse faggrupper er da også dem, der trods alt kan få en hæderlig løn i den offentlige sektor. Et godt eksempel på en sådan faggruppe er læger og sygeplejersker, som i allerhøjeste grad har forstået budskabet og nærmest flygter fra de offentlige hospitaler til fordel for mere vellønnede stillinger på private hospitaler, og klinikker og i medicinalbranchen.
Problemet for de faggrupper vi i de seneste uger har set demonstrere er bare, at den mulighed har de ikke - i stedet føler de åbenbart, at deres bedste alternativ er at gå på gaden for at forlange en højere løn. På sin vis kan man dårligt bebrejde dem, at de reagerer sådan - det er jo mennesker, der om nogen er pakket ind i velfærdsstaten, og på baggrund af det offentlige monopol som arbejdsudbyder ser de ikke andre udveje end at demonstrere.
Uagtet om disse grupper så skulle gå hen og få lidt mere i løn på baggrund af deres aktioner, så vil det dog have lidt samme effekt som at tisse i bukserne, det hjælper dem lidt nu og her, men hvad om 3, 5 eller 10 år - så er de jo igen håbløst bagud lønmæssigt.
Den eneste langsigtede løsning for disse grupper - og de der ellers er fanget af velfærdsstatens offentlige monopol på arbejdsudbud - er omfattende privatiseringer af arbejdsopgaverne. Kun på den måde har disse grupper af mennesker, som ganske givet leverer en god og samfundsnødvendig service, en reel mulighed for at få dén løn og de vilkår, som de er værd. Et frit marked for deres arbejdsindsats giver med sikkerhed den rigtige løn; og også en løn der vil være højere, end den løn et offentligt monopol tilbyder.
I det gamle kommunistiske Sovjet - eller for den sags skyld andre kommunistiske samfund - kunne man konstatere, at produktmonopolet skabte varemangel og høje priser, og på samme måde kan vi nu konstatere, at et offentligt arbejdsmonopol skaber lav løn og dårlige arbejdsvilkår.
