Arbejdsgivere advarer mod milliardløfter fra S og DF

Slettet Bruger,

16/08/2007

Hvis politikerne ikke holder op med at blande sig i overenskomstsforhandlingerne, vil det få ødelæggende konsekvenser for landets økonomi. Sådan lyder advarslen fra administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jørn Neergaard Larsen. Hans kritik er direkte møntet på Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, som har stillet de offentligt ansatte fem milliarder kroner ekstra i udgift til at holde lønfest for, før arbejdsmarkedets parter skal forhandle en ny overenskomst på plads næste år.

"Hold nu op! I må forstå, at det er fuldstændig ødelæggende for mulighederne for at nå et overenskomstresultat næste forår. Hvis det ikke stopper nu, kommer der et overenskomstsammenbrud. Politikerne lægger gift ud for mulighederne for at finde bæredygtige løsninger," siger Jørn Neergaard Larsen til Jyllands-Posten.

Han er bekymret for, at de gyldne løfter vil føre til flere konflikter i det offentlige.

"Politikernes lønløfter skaber splid, uenighed og misundelse blandt de offentligt ansatte, hvilket vi allerede har set, og det vil uvægerligt få følger både for stabiliteten på det offentlige arbejdsmarked og for landets økonomi."

Ingen bekymring hos S og DF
Hos Socialdemokraterne tager man kritikken ovenfra og ned.

"Jeg troede DA var lukket for lang tid siden. Men det er fair nok, og de må gerne blande sig i debatten, som de faglige organisationer og statsministeren har indledt. Vi har et politisk ansvar for at rette op på lønforskellene, og derfor vil vi give en realistisk økonomisk ramme til opgaven," siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S).

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, er fuldstændig uenig med DA's topchef.

"Han har aldeles uret, fordi lønnen for de offentligt ansatte slet ikke har fulgt udviklingen i det private. Det er på høje tid, at vi får rettet op, og lønnen er helt afgørende, hvis vi skal have hænder til at pleje syge og ældre."

[email protected]

Kilde: