Af Lars Hvidberg
For nogle dage siden fejrede vi arbejdernes internationale kampdag. Det er jo en glimrende anledning til at hylde en økonomisk teori, der lader arbejderne beholde frugten af deres arbejde. Nej, jeg tænker ikke på marxismen, der med dens forældede teori om merværdi banede vejen for utallige totalitære tyrannier - og herhjemme for det store spild der finder sted i den offentlige sektor og de feudallignende tilstande for flere grupper af ansatte (som de desværre med åbne arme omfavner - og folder de røde faner ud for at fejre). Jeg tænker naturligvis på liberalismen med dens respekt for den enkelte og bekendelsen til den frie markedsøkonomi og den begrænsede statsmagt.For selvfølgelig har arbejderne ret til frugten af deres arbejde. Marx tog bare fejl, da han antog, at arbejderne blev udbyttet af arbejdsgiverne, fordi kapitalisten tjener på arbejderens arbejde. Marx mente, at da arbejde har en fast værdi, alt efter hvor stor en indsats man gør, må der nødvendigvis "forsvinde" noget af værdien ned i kapitalistens lommer. Som Jesper Jensen skrev i "Sang om merværdi": "Hvordan skulle nogen mennesker ellers blive rige uden at lave noget?" Det er jo et godt spørgsmål, når man ikke kan finde ud af, hvor værdien kommer fra. Arbejderen blev snydt af kapitalisten, mente Marx, og denne indsigt har dannet en afgørende moralsk legitimering af socialismen: For hvis kapitalismen er baseret på svindel, bliver vi jo nødt til at erstatte den med noget andet.
De katastrofale følger af eksperimenterne med socialisme og kommunisme burde være åbenlyse for enhver, men det afgørende argument er faktisk, at Marx tog fejl: Arbejdet har ikke en bestemt værdi, og der er derfor ikke noget, der hedder merværdi i den forstand, at nogen snydes. Det er nemlig i høj grad kapitalistens investeringer, der gør arbejderens arbejde værdifuldt, og indsatsen ville ikke nødvendigvis være det samme værd i andre sammenhænge.
Det er jo ikke ligegyldigt, hvad jeg bruger min tid på, og her er kapitalistens investering, risiko og ledelse af arbejdet afgørende for at give arbejdet værdi - og vice versa kunne man sige. For der er tale om en byttehandel, når arbejderen arbejder for kapitalisten: Arbejderen får noget, der er mere værd for ham end arbejdskraften - nemlig penge - og kapitalisten får noget, der er mere værd for ham end pengene - nemlig arbejdskraften. Byttehandlen skaber mere værdi for begge parter - hvis ellers den foretages i frihed.
Men er der så slet ikke noget, der hedder udbytning? Jo da - og her kan den enkelte kapitalist eller arbejder sagtens være med i vognen, fx når han allierer sig med statsmagten. Vi kan jo bare nævne landbrugsstøtten, børnechecken eller overenskomst-tyranniet. Udbytning er når nogen blander sig i den frie handel mellem mennesker og kræver "deres del" eller indflydelse på handlen - ofte under påskud af at tjene den ene eller den anden parts interesser. Af og til kan indblandingen blive så voldsom, at handlen ikke længere finder sted, til skade for alle fordi der ikke skabes merværdi. En sådan indblanding tager form af skat og regulering, og den bliver blandt andet legitimeret af den marxistiske mistillid til den frie handels værdiskabelse.
Naturligvis er der ikke meget marxisme tilbage i de otte socialdemokratiske partier i Folketinget i dag, men går man til kilderne (fx Henning Fonsmarks "Historien om den danske utopi"), er det tydeligt, at velfærdsstaten i høj grad blev grundlagt på en værdiforståelse taget direkte fra Marx. Velfærdsstaten skulle med dens omfordeling kompensere arbejderne for de tab og lidelser, de blev påført ved at deltage i kapitalismen - en del af merværdien skulle konfiskeres og gives tilbage til arbejderne. Problemet er bare, at velfærdsstaten i realiteten endte med at blive finansieret af den merværdi, arbejderne selv beholdte i byttehandlen: Nemlig gennem indkomstskat og afgifter. Det er jo egentlig lidt komisk, at det, der startede som en bevægelse for retten til at beholde frugterne af sit eget arbejde, er endt som en bevægelse for at få lov til at nyde frugterne af andres arbejde. Hvem udbytter hvem?
Lars Hvidberg er forfatter og blogger på whiteberg.wordpress.com
