Arabiske forbrugere vil boykotte Danmark

Danske virksomheder i Mellemøsten kan igen komme til at mærke islamisters vrede over Muhammed-tegningerne på deres bundlinje

Slettet Bruger,

18/02/2008

Danske virksomheder i Mellemøsten kan igen komme til at mærke islamisters vrede over Muhammed-tegningerne på deres bundlinje. I hvert fald opfordrer formanden for Sammenslutningen af Arabiske Forbrugere nu til en "uigenkaldelig boykot" af danske produkter efter at tegningerne igen har været bragt i danske aviser. Det skriver Ritzau.

"Boykotten af danske produkter er blevet en pligt, der skal efterleves af alle forbrugere i arabiske og islamiske lande i lyset af danske avisers manglende respekt for muslimernes følelser under påskud af friheden til at tænke og ytre sig," sagde Mohammed Obeidat ifølge Ritzau.

Indtil videre har det dog været svært med synlige reaktioner og konsekvenser.

Der er kun lidt omtale eller slet ingen omtale, og det, der står i aviserne, er mere en omtale af sagen, end det har en kritisk og protesterende vinkel. Så det generelle indtryk lige nu er, at det ser fornuftigt ud," siger Klavs A. Holm, der leder Udenrigsministeriets afdeling for "public diplomacy".

Heller ikke Arla Foods, der havnede midt i den oprindelige Muhammed-krises epicenter, har endnu mærket forbrugeres vrede.

"Arla blev hårdt ramt af boykot, da Morgenavisen Jyllands-Posten første gang trykte de 12 tegninger af muslimernes profet nummer ét. Men vi tager én dag ad gangen," siger kommunikationschef Astrid Gade Nielsen til Ritzau.

[email protected]




Kilde: