Af Henrik Fogh Rasmussen
Henrik Fogh Rasmussen er selvstændig kommunikationsrådgiver, forfatter til bogen "Amerikanske Tilstande" og bosat i USA. Han blogger på amerikansketilstande.blogspot.com"En smule tilbudsmarxisme til at starte med, syret med en portion trendy akademisk teori, tilsat et stænk utopisk fantasi og snobberi, krydret med bitterhed og paranoia."
Sådan definerer redaktøren Roger Kimball anti-amerikanismen. Vi forestiller os straks de hætteklædte autonome rundt omkring i Europa, der afbrænder det amerikanske flag, smadrer ruderne hos McDonalds og kaster med brosten efter politiet. Vi tænker måske endda på en kendt USA-kritiker som Lars von Trier, der aldrig selv har besøgt USA.
Men hvad med de mange korrespondenter, forskere og øvrige meningsdannere, som rent faktisk har rejst, boet og arbejdet i USA, og som åbent vedkender sig deres fascination af det store land på den anden side af Atlanterhavet? Mange af disse "USA-eksperter" er kritiske over for den amerikanske samfundsmodel, men kan man betegne dem som anti-amerikanske?
"Det mystiske ved anti-amerikanismen er ikke misinformationen," skrev den franske filosof Jean-François Revel for nogle år siden: "Det er folks villighed til at blive misinformeret". Og det sker desværre for tit, at "eksperterne" lader sig misinformere og bidrager til at holde liv i forældede og forskruede opfattelser af det amerikanske samfund.
En mulig årsag er, at mange europæiske eksperter støtter sig til kontakter på universiteterne og nyhedsredaktionerne i USA, som har deres intellektuelle rødder på den amerikanske venstrefløj. Og det er ikke bare europæiske socialister, der betegner USA som et fejlstruktureret samfund præget af fattigdom, kriminalitet og racisme. Den slags har været på mode på USA's egen venstrefløj de sidste 50 år.
I 2006 viste en omfattende undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Quarterly Journal of Economics, at 18 ud af de 20 ledende aviser og TV-aviser i USA er mere venstreorienterede end den gennemsnitlige amerikaner. Kun avisen Washington Times og nyhedsudsendelsen "Special Report With Brit Hume" på TV-kanalen Fox News lå til højre for midten.
Selv Wall Street Journal, der normalt kører en borgerlig linje i sine lederartikler, var ifølge undersøgelsen venstreorienteret i sin nyhedsdækning. Det hænger muligvis sammen med, at avisens journalister er venstreorienterede. I hvert fald viser en lang række opgørelser, at amerikanske journalister er langt mere venstreorienterede end befolkningen generelt. For eksempel foretog Pew Research Center for the People and the Press i 2004 en undersøgelse, der viste, at antallet af venstreorienterede journalister i USA er fem gange så højt som antallet af journalister, der ligger til højre for midten. Og tidligere i år kunne TV-kanalen MSNBC afsløre, at blandt de journalister, der giver penge til valgkampe, er forholdet 8:1 i venstrefløjens favør.
Amerikanske professorer hælder også til venstre. En analyse foretaget af Robert Lichter fra George Mason University i 2005 viste, at 72 procent af professorerne ved amerikanske universiteter beskrev sig selv som venstreorienterede. Samtidig viste en undersøgelse foretaget af Daniel Klein fra Santa Clara University, at 80 procent af professorerne i samfundsvidenskab (antropologi, filosofi, historie, sociologi, statskundskab og økonomi) stemte på Demokraterne mod kun 8 procent på Republikanerne.
Med sådanne kolleger bliver det hurtigt professionelt korrekt for europæiske korrespondenter og "USA-eksperter" at gengive den amerikanske venstrefløjs analyser af samfundsforholdene i USA.
Tag for eksempel dækningen af orkanen Katrina for to år siden.
Da TV-billederne fra New Orleans begyndte at strømme ind, var den amerikanske venstrefløj næsten øjeblikkeligt på banen med beskyldninger om, at Bush-administrationen var racistisk. Rapperen Kanye West erklærede under et TV-show på NBC, at "George Bush er ligeglad med de sorte", og prædikanten Al Sharpton udtalte, at "hvis det var i et andet område med en anderledes økonomisk og racemæssig sammensætning, så ville Præsident Bush være løbet ud af Crawford meget hurtigere og FEMA [det føderale nødberedskab] ville være gået ind meget tidligere". Filmmageren Michael Moore, prædikanterne Jesse Jackson og Louis Farrakhan samt en lang række TV-værter, journalister og analytikere kom med tilsvarende beskyldninger.
Mange danske journalister var hurtigt med på vognen. For eksempel kunne Berlingske Tidendes Poul Høi under overskriften "De er jo sorte ..." berette, at "racisme spiller en rolle i debatten og i nødhjælpsarbejdet; ikke en udtrykt og direkte racisme, ikke en hadefuld og diskriminerende racisme, men mere en fordomsfuldhed, en blød snobbisme, som giver sig udtryk i en inderlig uvidenhed om livet på den anden side jernbanen - eller i en bedsteborgerlig 'sådan-er-de-jo'".
Informations Glen Mikkelsen bragte et langt citat fra professor Lani Guinier fra Harvard University:
"Fattige sorte er på mange måder det amerikanske samfunds pendant til de kanariefugle, der i minerne skulle advare minearbejdere om gasudslip i tunnelerne. Gassen ramte fuglene hurtigere, så minearbejderne kunne nå at komme ud. I symbolsk forstand er de fattige sorte samfundets kanariefugle. De er sårbare; deres åndedræt er skrøbeligt, og de gisper efter vejret som signal om, at der er et problem med atmosfæren generelt. Pointen for det amerikanske samfund er, at i stedet for at prøve at forstå, hvorfor kanariefuglen gisper efter vejret - at vi alle er truet; så har vi i USA en tendens til at patologisere fuglen: Problemet er den sorte fugls eget. Det er dens karakteristika, handlinger eller forskellige former for defekter, der forårsager dens problemer. Hele idéen er, at man igennem patologiseringen slipper for at forholde sig til ondets rod og de strukturelle uligheder, der stadig er for store - og som konstant vedligeholdes gennem lovgivningen og i særdeleshed af fraværet af en socialpolitik med en kollektiv profil."
Endelig valgte Ekstra Bladet under overskriften "Dødens by: Sorte og fattige svigtet" at citere Elijah Cummings, som er et af de mest venstreorienterede medlemmer af Kongressen: "Når historien skal fortælles, kan forskellen mellem dem, der overlevede, og dem, der døde, i denne store storm og oversvømmelse i 2005, indskrænkes til fattigdom, race og hudfarve."
Alle disse citater bliver ekstra interessante, når man kigger nærmere på ofrene for katastrofen. Fire måneder efter Katrina viste to uafhængige analyser foretaget af journalister fra medieselskabet Knight Ridder nemlig følgende:
I hovedkommunerne Orleans og St. Bernard udgjorde sorte 61 procent af den samlede befolkning og hvide 36 procent. 44 procent af dødsofrene var imidlertid hvide og kun 51 procent sorte.
42 procent af ofrene blev fundet i fattige områder (hvor mere end 30 procent af befolkningen har en indkomst lavere end den officielle fattigdomsgrænse). 39 procent af den samlede befolkning i New Orleans boede i fattige områder.
Borgere, der var ældre end 60 år, udgjorde 15 procent af den samlede befolkning men 74 procent af dødsofrene.
Hverken de sorte eller de fattige var således specielt udsatte i forhold til resten af befolkningen. Til gengæld gik stormen forholdsvis hårdt ud over de ældre, som det ofte sker i naturkatastrofer - for eksempel under hedebølgen i Frankrig i 2003, som kostede over 14.000 mennesker livet.
Derudover er det værd at bemærke, at den højst rangerende minister i Bush's regering, udenrigsminister Condoleezza Rice, er sort og voksede op i det raceadskilte Alabama. En tredjedel af kabinettet tilhører en raceminoritet. Handelsminister Carlos Gutierrez er søn af flygtninge fra Cuba, og den tidligere udenrigsminister, Colin Powell, er søn af sorte indvandrere fra Jamaica. Alene på den baggrund er det fuldstændigt absurd at beskylde Bush-administrationen for racisme.
Hvad fik de danske journalister til alligevel at tage den amerikanske venstrefløjs udmeldinger om racisme for gode varer?
Tjah, man fristes til at omskrive Poul Høis psykoanalyse: "Anti-amerikanisme spiller en rolle i debatten og i nyhedsdækningen; ikke en udtrykt og direkte anti-amerikanisme, men mere en fordomsfuldhed, en blød snobbisme, som giver sig udtryk i en inderlig uvidenhed om livet på den anden side af Atlanterhavet - eller bare i en bedsteborgerlig 'sådan-er-de-jo'."
