Analyse: Derfor siger Geertsen farvel

Slettet Bruger,

09/08/2007

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua var kampagneleder for Martin Geertsen ved folketingsvalget i 2005.

Til Berlingske siger Københavns kulturborgmester, Martin Geertsen fra Venstre, at han fra årsskiftet trækker sig som borgmester og politik i det hele taget. Til den tid har han været medlem af borgerrepræsentationen i ti år og været borgmester i seks år. Beslutningen om at gå af pr. 31.december 2007 skyldes personlige årsager, der har bund i, at manden simpelthen nu vil noget andet med sit liv. "Men man skal aldrig sige aldrig i politik," siger Geertsen til Berlingske.

På én måde er det ganske overraskende, at Martin Geertsen forlader sin borgmesterpost midt i perioden. På den anden side har han i private stunder i dølgsmål udtrykt tvivl om, hvorvidt politik skulle udgøre hele hans liv. Han har en familie på Islands Brygge, han vil gøre noget ved, og han har aldrig prøvet en civil karriere. Som 37-årig er det vel også på tide at prøve noget andet end politik. Der er ikke i tvivl om, at det er en meget velovervejet beslutning, som han har truffet. Geertsen siger med sin beslutning farvel til en livsvarig pension på en halv million nutidskroner, der træder i kraf,t når han fylder 60. Samtidig er det også farvel til en årlig borgmesterløn, der ligger i omegnen af 600.000 kr. Geertsen siger, at han ikke har andre jobs på hånden, og det understreger, at der er tale om en særdeles moden beslutning.

Der kan spekuleres i, om Martin Geertsens evt. dårlige forhold til Venstres topledelse på baggrund af det hårde interne opgør med Jens Rohde under folketingsvalget i februar 2005 skulle være en årsag til Geertsens exit. Til Berlingske siger Geertsen, at han godt ville have været den oplevelse foruden. Forestillingen om, at Venstres topledelse blander sig direkte i Københavnsk kommunalpolitik er helt hen i vejret og mangler egentlige fortilfælde. Med andre ord: Geertsen har kunnet manøvrere fuldstændig som han ville, og Anders Fogh og Claus Hjort har siden 2005 blandet sig helt uden om, hvad Geertsen i øvrigt har foretaget af dispositioner. Den afgående kulturborgmester har desuden afholdt sig helt fra siden at kritisere topledelsen, og der er heller ingen udfald mod Fogh og Claus Hjort ved Geertsens exit.

Ritt Bjerregaard kan nu ånde helt lettet op, når oppositionens stærkeste kort med Geertsens exit takker af. Venstre skal finde en ny borgmesterkandidat og en reel oppositionsleder. To navne nævnes til at efterfølge Geertsen. Det er gruppeformanden Pia Allerslev og den politiske ordfører Martin Hirsch. De har begge 5-6 års erfaring fra København Borgerrepræsentation. Hirsch er formentlig den mest ambitiøse af de to, mens Allerslev til gengæld vurderes til at have størst opbakning i gruppen her og nu. Spørgsmålet er om Allerslev, der har to små børn, vil tage slagsmålet og har mod på at løfte arven efter Geertsen og Søren Pind. Hvis Allerslev selv vil københavnsk toppolitik, så må hun være en svag favorit som ny borgmester.

Det er dog langtfra sikkert, at nogen af dem ender med at blive Venstres spidskandidat efter næste valg. Jeg føler mig dog ganske overbevist om, at man kan se sig HELT fri for, at en Søren Pind kunne føle sig fristet til endnu en tur i manegen. Han har helliget sig en folketingskarriere og savner slet ikke rådhuset.

Enkelte har gjort sig til talsmand for, at Venstre skal finde en ny spidskandidat ved næste kommunalvalg uden for Borgerrepræsentationen. Kun ét enkelt navn nævnes i den sammenhæng, og det er undervisningsminister Bertel Haarder. Jeg føler mig dog ikke overbevist om, at Bertel Haarder går efter at ende sine dage som kultur- og fritidsborgmester efter en hård valgkamp mod en stærk Ritt Bjerregaard, som han ingen udsigt har til at vinde over. Mon ikke Bertel Haarder har mest lyst til at blive i Folketinget også i sin karrieres efterår. Jeg tror det. I mellemtiden har den af de to, der sætter sig i borgmesterstolen al mulig tid til at opbygge sin position i forhold til baglandet. Det gør det yderligere sværere for udefra kommende, som skulle få lyst til en politisk holmgang med Ritt Bjerregaard i 2009.

N.B. On a personal note så deltog jeg i kommunalvalget i 2005 som kampagneleder for Martin Geertsen. Samarbejdet måtte naturligvis og med min fulde accept afbrydes, efter at der opstod en del forvirring og kritik af mine påståede kampagnemetoder. Set fra min stol, så er historien en helt anden. Det lykkedes Venstres topledelse via sine mange spindoktorer at placere urigtige og fordrejede historier om forløbet, som især Berlingske Tidende dengang ukritisk valgte at bringe og fortsat bringer. I bagtalelser til pressen af min person holdt selveste statsministeren sig i øvrigt ikke tilbage. Det satte selvsagt en effektiv stopper for Geertsens kampagne. Jeg har i øvrigt et udmærket forhold til Martin Geertsen i dag.

Kilde: