3F-formand: Vi har moralsk ret til at bryde loven

Slettet Bruger,

07/12/2007

Af Ole Birk Olesen

Militans og ulovligheder er en naturlig del af det faglige arbejde i Danmark, mener formanden for Stilladsarbejdernes Brancheklub under 3F, John Jakobsen. I et stort interview med venstrefløjsportalen modkraft.dk, forklarer han, hvorfor stilladsarbejdere efter hans mening har ret til bl.a. at pille stilladser ned, som er opsat af virksomheder, der ikke har overenskomst med 3F.

"Der er sandt, at det er ulovligt. Alligevel mener vi, at vi har en moralsk ret til at gøre det, vi gør," siger John Jakobsen til modkraft.dk og uddyber:

"Militansen er med til at sikre, at arbejdsmarkedet ikke bliver endnu mere arbejdsgivervenligt henholdsvist endnu mere arbejdstagerfjendsk."

Medlemmer af Stilladsarbejdernes Brancheklub har tidligere modtaget domme for hærværk, bl.a. i forbindelse med en langvarig kamp i Århus i 2001, som også resulterede i angreb på politiet, da stilladsarbejdere ville befri anholdte kolleger.

Mødes 100-200 mand og piller stilladser ned
John Jakobsen fortæller i interviewet med modkraft.dk frejdigt, hvordan det foregår, når andres arbejde skal saboteres:

"Kollegaerne mødes, hundrede eller tohundrede mand afhængigt af, hvor stort stilladset er. Og så piller de det ned. Det tager ca. 10 minutter."

Hos 3F, hvor Stilladsarbejdernes Brancheklub er medlem og kan hente støtte, vil man ikke tage afstand fra udtalelserne. Ifølge 3F's pressechef, Lis Hyllander, er det Bjarne Høpner, formand for 3F Lager, Post & Service, der kan udtale sig på vegne af 3F om John Jakobsens opbakning til ulovligheder.

Bjarne Høpner, kan I i 3F have en medlemsklub, som har den slags synspunkter?
"Vi lever jo i et demokratisk land, hvor ytringsfriheden gør, at man kan udtrykke sig, som man har lyst til. Hvis nogen føler sig stødt over John Jakobsen udtalelser, så kan de jo prøve at se, om de er i strid med nogen regler. Ellers har jeg ingen kommentarer til det, for han kan mene om det, hvad han vil. Det strider ikke imod nogen af vores regler, at man ytrer sig om, hvad man synes er rigtigt og forkert i vores samfund," siger Bjarne Høpner, der selv har været formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub fra 1982 til 1987.

Strider det ikke mod jeres regler, at man virker ved at begå ulovligheder?
"Det er der jo ikke noget belæg for at sige, fordi han udtaler sig på den måde. Hvis han får en dom for at have gjort noget ulovligt, så skal vi nok tage afstand fra det."

Hvis man åbent vedkender, at man bruger ulovligheder i den faglige kamp, så kan man altså godt være medlem hos jer?
"John er ikke blevet dømt for noget - han har mig bekendt kun udtalt sig om noget. Hvis du ikke har nogen dom på ham, så kan jeg ikke se, at han har gjort noget, der strider imod dansk ret."

Hvad synes du om, at formanden for Stilladsarbejdernes Brancheklub mener, det er i orden at bryde loven i den faglige kamp?
"Det behøver jeg ikke at synes noget om. Han har lov til at mene, hvad han vil, og det skal jeg ikke kommentere. Jeg render ikke rundt og kommentere på, hvad folk mener," siger Bjarne Høpner.

Venstre: Dybt forkasteligt
I Venstre er arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg rystet over både John Jakobsens udtalelser og 3F's manglende lyst til at tage afstand fra dem.

"Det er dybt, dybt forkasteligt. Vi lever trods alt i en retsstat, hvor myndighederne tager sig af det, hvis nogen ikke lever op til lovens krav. Der må man ikke bare gribe til selvtægt. 3F burde holde lidt selvjustits, og det er helt ude i hampen, at 3F på den måde sanktionerer ulovligheder. 3F skal selvfølgelig tage afstand fra ulovligheder i det her land, og det håber jeg stadig, at man vil gøre i 3F. Hvis en fagforening, der gerne vil være en ansvarlig medlemsorganisation, ikke tager klart afstand fra direkte ulovligheder, så bliver den jo selv moralsk medskyldig, og det ville da være helt grotesk," siger Jens Vibjerg.

[email protected]

Kilde: