Baseret på bogen af Frank D. Graham "Exchange, Prices and Production in Hyperinflation: Germany 1920-1923" og bogen af David Marsh "The Bundesbank".
Den tyske inflation startede ved det første kanonbrag i 1914, da Tyskland invaderede Belgien for at lave et lynangreb på Frankrig. I samme snuptag som krigen blev startet, erklærede Tyskland at marken ikke længere kunne ombyttes til guld, men i stedet blev en fiat papirvaluta.
Den tyske centralbank, Reichsbank, fulgte i 1913 guldstandarden med andre lande. Marken var bundet til guld, og var i 1913 i vekselkurs 1 guldmark = 23,82 US cents. Da krigen sluttede i 1918 var den tyske mark godt halveret til ca 12 US cents, mens de tyske forbrugerpriser var steget fra index 100 i 1913 til 245 i 1918. Dette var blot begyndelsen til et "pengeeventyr" for tyskerne.
Ovenpå nederlaget valgte de allierede styrker at afkræve tyskerne knusende erstatninger. Udbetalingen på denne erstatning tog form af tyske landområder til Frankrig og Polen, men også den tyske flåde og jernbanevogne samt private ejendomme og virksomheder på de annekterede landområder blev helt eller delvist konfiskeret. Konfiskationen anslås af Frank D. Graham til at udgøre en værdi på mellem 20-25.000 mio guldmark. Derudover skulle tyskerne betale en værdi af 132.000 mio guldmarks i gulddollar. Til sammenligning var den tyske stats udgifter i året 1914-1915 på 9.600 mio papirmark.
Mødt med sådanne krav, og med så store absolutte tab af kapital, så regeringen sig nødsaget til at vende sig mod Reichsbank for at sikre de første afdrag på krigserstatningerne. I december 1919 lå der for 86.000 mio papirmark statsobligationer i Reichsbank som betaling for krigen, og ved valuta'ens sammenbrud d. 15. november 1923 lå der obligationer for 191.580.465.422.100 mio papirmark.
Rudolf Havenstein, Reichsbanks direktør fra 1908-1923, udstedte i juli 1919 en advarsel til regeringen om at hvis budgettet ikke blev stabiliseret så var Reichsbank nødsaget til at afvise at købe statsobligationerne ovenpå krigens store udgifter. Havenstein argumenterede at det var farligt for det monetære system at vedblive med at tage mod så store gældsposter fra staten. Gælden ville blive ubetalelig, ræsonnerede Havenstein.
Den tyske stat indgik dog i 1920 et reformarbejde for at sikre et balanceret budget, og det lykkedes rent faktisk tyskerne at skabe denne balance, hvis man ser bort fra krigserstatningerne staten måtte betale til de tyskere der mistede ejendomme og kapital til krigens vindernationer.
Havenstein, vel bekendt med krigserstatningens knusende påvirkning, indså at det var nyttesløst at forsøge at afvise statens ønske om centralbankens opkøb af obligationer for at skabe papirmarks som staten kunne købe fremmed valuta for. Hans tidligere advarsel blev derfor trukket i land, med henvisning til nødvendigheden af at imødekomme afdrag på krigserstatningerne.
De allierede blev først i maj 1921 enige om størrelsen på krigsskadeerstatningen, men den tyske regering, med finansminister Helfferlich ved roret, var inden da allerede blevet særligt eftergivende overfor inflationspolitikken ved erkendelsen af inflationseffekten på de offentlige gældsposter. På trods af at tyskerne balancerede budgettet i 1920, benyttede de sig alligevel af seddelpressen til at erodere realværdien af statens gæld.
De første krigsafdrag i 1921 blev da også sikret ved fri brug af statsopkøb af udenlandsk valuta for friske papirmarks. På dette tidspunkt var de udenlandske købere af papirmarken ikke klar over den nedtur valutaen var på vej ind i, og købte gladeligt papirmarks ved at sælge gulddollars til den tyske stat. Resultatet af det massive salg af nye papirmarks var en skarp reduktion af vekselkursen. I Juni 1921 kostede en gulddollar 17.9 papirmark, i december steg prisen til 43.83 papirmark.
Vekselkursen fortsatte sit brutale fald, et år senere, december 1922 var vekselkursen 1.750,83 papirmark for en gulddollar. Den sidste måned hvor det stadig var muligt at sælge papirmark på valutamarkedet var oktober 1923 hvor prisen for en gulddollar var 17.270.129.000,00 papirmark.
Den voldsomme inflation og reduktion af vekselkursen på papirmark blev brugt af eksportsektoren til at øge salget. På grund af differencen mellem inflationens og transportens hastighed, blev der dog tabt endda mange penge på den konto. Frank D. Graham har anslået det totale tab omregnet i guldmark på eksporten under inflationen 1921-1923 til at løbe op i ca. 7.000 mio guldmarks ud af en total eksportværdi på 19.335 mio guldmarks, altså et tab på baggrund af en utilregnelig vekselkurs (der var undervejs i 1922 og 1923 nogle forkvaklede forsøg af Reichsbank på at stabilisere vekselkursen ved at sælge ud af guldreserven) på ca. 36pct(!). Tyskerne forærede nærved sine produkter væk. På importsiden skete en stor reduktion i alle varegrupper, undtagen produkter fra skovdrift. Det er givetvis pga. genopbygningen af bygninger, men det er også tænkeligt at de store krav til statens papirproduktion gjorde det nødvendigt at købe udenlandsk tømmer uanset prisen ;)
Inflationseffekten på samfundet var meget stor - det tyske folk var langt fra parat til hyperinflationen, og for mange adelige og rige personer gik det helt galt. De blev bragt fra et liv i rigdom og velstand til tiggerstaven over ganske få år, eftersom deres faste renteindtægt på obligationer lynhurtigt blev værdiløse. Middelklassens opsparing og forsikringer blev udraderet og under hele inflationsperioden var der jævnligt strejker og lønkonflikter i et desperat forsøg på at sikre købekraften. Ejerne af fabrikkerne var ikke umiddelbart villige til at indgå lønaftaler, da også virksomhedernes ejere blev kraftigt påvirket af inflationen. Blot deres forsøg på at spare op fra salg af varer til lønningsdag blev modarbejdet af den kraftige inflation.
Der var dog en vis gruppe i samfundet der nød godt af inflationen. Eksportsektoren begyndte at sælge varerne i udenlandsk valuta, som bankerne fra september 1922 lod belåne (Reichsbank var bekymret over at indestående på bankkonti var forsvundet pga. inflationen, og opfordrede bankerne til at udstede obligationer som kunne pantsættes hos Reichsbank for at tilfredsstille efterspørgslen på kredit).
Frank D. Graham beskriver Reichsbanks politik som følger:
"The policy of the Reichsbank authorities in encouraging the discount of commercial bills that they might thus mitigate the scarcity of credit was but further evidence of the Alice-In-Wonderland determination of the directors of that institution to run ever faster in order to keep up with themselves. The scarcity of credit was due solely to currency depreciation and the cure prescribed was to increase the volume of means of payment!"
Det benyttede virksomhederne sig af, fra en sum af 50.2 mia papirmark i september 1922 steg belåningen af virksomhedsobligationer til 347.301.037.776 mia papirmark i november 1923. Det siger næsten sig selv, at sådan en handel for en eksportør er fantastisk. Det er en kilde til enorm velstand, hvis man kan sikre sig en stabil valuta og pantsætte den i en flygtig. Så længe det er muligt for eksportøren at afsætte sine penge, hvis købekraft hurtigt eroderer, til køb af inputs til ny produktion, så er eroderes gælden af inflationen mens næste afskibning af værdifulde varer målt i udenlandsk fast valuta kunne sikre endnu et lån der igen eroderedes væk.
I min egen verden er der en vis sandsynlighed for at særligt det dygtige handelsfolk, jøderne, var kløgtige nok til at beskytte sig og endda profitere på regeringens akutte behov for udenlandsk valuta og følgende hyperinflationære pengepolitik. Jeg tror det er sandsynligt at jødehadet blandt en ruineret befolkning, hvis det ikke skabtes her, så blev udbygget yderligere under hyperinflationen i 1920'erne.
Den 15. november 1923 stoppede Reichsbank udstedelsen af reichsmarks, og den 23. november 1923 stabiliseredes valutaen, ved at Reichsbank ombyttede den fallerede reichsmark til den nye rentenmark i ombytningsforholdet 1: 1.000.000.000.000.000 (1:1billion). Samme dag faldt regeringen, og centralbankchefen, Rudolf Havenstein, gik bort.
