Få styr på din selvangivelse

I denne artikel får du en kort introduktion til, hvad selvangivelse er, og hvordan du bedst muligt sikrer dig, at den bliver udfyldt helt korrekt, således at du kan få styr på din selvangivelse
Få styr på din selvangivelse

180Graders Redaktion,

25/05/2020

Du har helt sikkert allerede hørt om selvangivelse, men ved du egentlig helt præcist, hvad det er? Og endnu vigtigere; har du styr på din selvangivelse, herunder hvilke tal du skal se på, hvilke rubrikker du skal udfylde, og hvad de forskellige felter egentlig betyder?


Hvad er en selvangivelse?

Selvangivelsen er et skattedokument, som SKAT bruger, når de skal lave din endelige årsopgørelse. Selvangivelsen indeholder en lang række af felter og rubrikker, hvoraf de fleste bliver udfyldt helt automatisk (og oftest baseret på dine tal fra tidligere år). Men det betyder ikke, at du ikke skal foretage dig noget i forhold til din selvangivelse. Der kan nemlig mange nogle oplysninger, som er helt afgørende for, hvor meget skat du skal betale, hvor stort dit fradrag er, og om du eventuelt skulle have betalt mere eller mindre i skat det forgangne år.


Tidligere modtog du hvert år en fysisk årsopgørelse, men forinden skulle du også fysisk udfylde en selvangivelse, hvor alle dine økonomiske forhold skulle angives. I dag får SKAT automatisk størstedelen af de relevante oplysninger, og derfor er begreberne selvangivelse og årsrapport også flydt lidt sammen. Selvangivelsen angiver nemlig alle dine økonomiske forhold, som SKAT herefter udskriver som årsrapport, når året er omme, og alle oplysninger er modtaget. Mange mennesker ser slet ikke deres selvangivelse i dag, men venter blot på at modtage årsopgørelsen, der i dag kun vises digitalt. 

På årsrapporten fremgår det, om du skal have penge tilbage i skat, eller om du har betalt for lidt og derfor skal betale mere til skat. Årsrapporten er nemlig et endeligt resumé af din økonomi fra det forgangne år, og den indeholder en angivelse af samtlige dine økonomiske forhold, herunder lån, fradrag, indkomst og ejerforhold.


Kan du rette i en selvangivelse?

Du modtager som sådan ikke din selvangivelse længere, men du har fuld adgang til den på SKAT’s hjemmeside. Og her kan du faktisk også rette i din selvangivelse/årsopgørelse, hvis der er forhold anført, som ikke er korrekte. 

Der kan også være tilfælde, hvor der er visse udgifter eller indtægter, der ikke er blevet forskudsregistreret, for eksempel fordi du midt i året har fået en lønforhøjelse, er begyndt at leje din lejlighed ud, eller har optaget et lån du betaler renter af på. Det kan også være, at du har fået et arbejde, som du skal køre langt til, og du derfor nu har et befordringsfradrag, der ikke er registreret på selvangivelsen.

SKAT modtager nemlig ikke samtlige oplysninger om din økonomi per automatik, og disse oplysninger er du derfor selv ansvarlig for at oplyse til SKAT, så din årsopgørelse bliver korrekt. Bankerne og kreditforeningerne sørger dog for at oplyse om hhv. din formue og gæld, ligesom din arbejdsgiver indberetter din lønindtægt. 


Hvad er en udvidet selvangivelse og hvornår skal du bruge den?

Hvis du driver en enkeltmandsvirksomhed, skal du benytte dig af ”Oplysningsskemaet”, som er det, der tidligere blev kaldt den udvidede selvangivelse. Oplysningsskemaet skal også benyttes af I/S og mindre personligt ejede virksomheder. Derudover benyttes Oplysningsskemaet af personer, der har begrænset skattepligt til Danmark, for eksempel hvis du bor i Sverige, men arbejder i Danmark.

Hvilke rubrikker skal du udfylde i en udvidet selvangivelse?

Der er visse rubrikker i den udvidede selvangivelse, som du altid skal udfylde, og så er der rubrikker, som er væsentlige for langt de fleste personer. Du skal naturligvis altid gennemgå hele selvangivelsen, så du er sikker på, at du har udfyldt alle de korrekte felter for dig selv, men nedenfor er en oversigt over de rubrikker, der oftest er relevante, når Oplysningsskemaet skal udfyldes.

Du skal altid udfylde rubrik 111-118. Det er nemlig disse rubrikker, der afgør, om og hvad du skal betale i skat. Det er særligt de nedenstående 4 rubrikker, der i den forbindelse er afgørende:


  • Rubrik 111 omhandler dit overskud. Hvis du har overskud i din virksomhed, skal det angives under denne rubrik.
  • Rubrik 112 vedrører dit underskud. Hvis du har underskriv, skal du skrive det ind under denne rubrik.
  • Rubrik 114 omhandler de eventuelle renteindtægter, du har haft i din virksomhed.
  • Rubrik 117 vedrører de eventuelle udgifter, du har haft til rente i virksomheden.

Derudover skal du også altid udfylde rubrik 300-304:

  • Rubrik 300 vedrører blot udfyldelse af dit CVR nummer for virksomheden
  • I rubrik 301 skal du oplyse, hvorvidt din virksomhed er undtaget fra at afgive regnskabsoplysninger, og i så fald skal du i rubrik 302 anføre en gyldig begrundelse for fritagelsen.
  • I rubrik 303 skal du skrive, om du har fået hjælp til udfyldelse af Oplysningsskemaet af en revisor eller en anden professionel part. Hvis du har fået hjælp, skal du i rubrik 304 anføre, om revisor har foretaget en udvidet gennemgang, revision eller lignende.


Skal du have hjælp til selvangivelse?

Har du spørgsmål til din selvangivelse, eller har du problemer med at udfylde visse dele af den, vil SKAT typisk gerne hjælpe dig med at få svar på spørgsmål. Er det en helt sædvanlig selvangivelse 2019, vil det typisk ikke volde de store problemer, og oftest vil det kun være enkelte rubrikker, du kan være i tvivl om. 

Hvis du sidder med en udvidet selvangivelse, kan det være lidt mere indviklet at få udfyldt korrekt, og her kan forskellige bogføringsprogrammer ofte hjælpe dig på rette vej. Men hvis du driver en virksomhed, vil du typisk også have en revisor. Og når du alligevel benytter dig af en revisor i et vist omfang, kan det være en god idé at betale ham eller hende for at få lavet din udvidede selvangivelse korrekt. En revisor vil først og fremmest sikre, at din selvangivelse er korrekt udfyldt, men han kan faktisk også hjælpe dig med at gennemskue, hvilke fradrag du kan have glæde af – og dermed også sikre dig, at du ikke snyder hverken dig selv eller SKAT.


Læs også: Alt du bør vide om topskat