Putin fejrer fødselsdag med gas og ny raslen med atomsablen

Den russiske præsident markerer sin 71-års-fødselsdag med fejringen af en ny gasrørledning mod Centralasien.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, beskrev fredag den nye gasrørledningen som historisk, da russisk naturgas aldrig før er blevet pumpet mod Centralasien.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, beskrev fredag den nye gasrørledningen som historisk, da russisk naturgas aldrig før er blevet pumpet mod Centralasien.

Ritzau Ritzau,

07/10/2023

Vladimir Putin fejrer lørdag sin 71-års-fødselsdag med en ceremoniel begivenhed, der markerer ibrugtagelsen af en ny gasrørledning til Usbekistan.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass, der i øvrigt bemærker, at det er Putins 20. fødselsdag som Ruslands præsident.

Præsidenterne for henholdsvis Usbekistan og Kasakhstan, som gasrørledningen løber gennem, deltager også i lørdagens arrangement.

Fredag beskrev Putin ifølge Tass gasrørledningen som historisk, da russisk gas aldrig før er blevet pumpet mod Centralasien.

Putin blev født i Leningrad, nu Sankt Petersborg, 7. oktober 1952 og er barn af en fabriksarbejder og værnepligtig i, hvad der dengang var den sovjetiske flåde.

Han er uddannet jurist og begyndte i 1975 at arbejde i den berygtede sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Karrieren i efterretningstjenesten droppede han ifølge ham selv i 1991 efter kuppet mod præsident Mikhail Gorbatjov, som blev væltet i forbindelse med Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning.

Senere fulgte en karriere i politik, og han har siden 1999 været enten Ruslands premierminister eller præsident.

Han blev valgt som premierminister i 1999. Året efter blev han præsident indtil 2008, hvorefter han blev premierminister igen under Dmitrij Medvedev.

Manøvren skyldtes en forfatningsmæssig begrænsning på at være i præsident i mere end to embedsperioder.

Putin blev igen præsident i 2012, og i 2021 underskrev han en lov, der tillader ham at stille op til genvalg yderligere to gange. Dermed kan han fortsætte som præsident indtil 2036.

Uafhængige internationale organisationer er enige om, at samtlige russiske valg i Putins tid hverken har været frie eller fair.

Præsidenten stod tidligere på året over for, hvad flere har beskrevet som den hidtil største trussel mod hans magt, da den private lejehær Wagner-gruppen indledte et oprør mod Ruslands militære ledelse.

Lejesoldaterne var utilfredse med forholdene under deres udsendelse på vegne af Rusland til Ukraine, som Putin beordrede invaderet i februar 2022.

Oprøret blev dog afblæst efter en aftale mellem regeringen og lejehæren, hvis nu afdøde leder, Jevgenij Prigozjin, kort tid efter omkom i et flystyrt, som Rusland spekuleres i at stå bag.

Putin er blevet kendt som en statsleder, der ikke lader sig stoppe af nogen i kampen om at få sine ønsker opfyldt. Han har flere gange talt om, at Rusland skal genoprettes til sin tidligere storhed.

Under invasionen af Ukraine, der har stået på i over 1,5 år nu, er Rusland under Putins ledelse anklaget for adskillige krigsforbrydelser.

I øvrigt har Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedt en anholdelsesbegæring på Putin.

Op til sin fødselsdag i år har Putin, der ofte rasler med atomsablen over for Vesten, som ifølge landet selv fører hybridkrig mod Rusland via opbakningen til Ukraine, offentliggjort, at man snart er klar med et nyt atomvåben, det langtrækkende missil Burevestnik.

- Ingen ved deres fulde fem og med en god hukommelse vil nogensinde bruge atomvåben mod Rusland, sagde Putin torsdag.

Kilde: /ritzau/