Studerende har i en række tilfælde ret til at klage til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen over de afgørelser, som et universitet træffer.
Men Københavns Universitet har i en årrække praktiseret et internt totrinsklagesystem, som har betydet, at klager over afgørelser fra et institut eller et fakultet på universitetet i stedet blev sendt videre til et højere niveau på universitetet.
Først når en klage var blevet afgjort med en ny afgørelse på dette niveau, blev klagesagen sendt videre til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen – og kun hvis de studerende indgav en ny klage.
Dette system byggede på en vejledning fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, men er i strid med uddannelsesbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen.
"Københavns Universitet har fulgt en praksis, hvor de studerende skulle klage flere gange for at få en overordnet instans uden for universitetet til at bedømme deres sag. Det var der ikke hjemmel til, og det giver i øvrigt også en risiko for lange sagsbehandlingstider," siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
Konkrete klager førte på sporet
Ombudsmanden opdagede den ulovlige praksis i forbindelse med behandlingen af nogle konkrete klager fra studerende på Københavns Universitet.
Som følge af ombudsmandens henvendelse vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ændre den relevante vejledning og informere universiteterne om, at behandlingen af studenterklagesager ikke må omfatte et totrinsklagesystem i form af intern rekurs.
Ud over Københavns Universitet har også andre universiteter efter det oplyste haft sådan et system. Det fremgår ikke af pressemeddelelsen fra Folketingets Ombudsmand, hvilke universiteter, der er tale om.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har desuden oplyst, at den som følge af ombudsmandens henvendelse vil gå i dialog med universiteterne om studenterklagesagsprocessen med særligt fokus på muligheden for at behandle de studerendes klagesager inden for en rimelig tid.
Styrelsen vil vende tilbage til ombudsmanden med en statusredegørelse på dette punkt i slutningen af april.