Enstemmigt vedtaget: Sparekasser lægges sammen
10/2/23 11:02
Jens Asbjørn Bøgen
Nu begynder så alt det praktiske i forhold til sammenlægingen.
Repræsentantskaberne i Fanø og Middelfart godkendte torsdag aften begge i enighed sammenlægningsaftalen mellem de to sparekasser.
Nu mangler kun godkendelsen fra Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, før Fanø Sparekasse og Middelfart Sparekasse er én sparekasse.
Det skriver Middelfart Sparekasse i en pressemeddelelse.
Torsdag 9. februar var der ekstraordinære repræsentantskabsmøder i begge sparekasser, og både på Fanø og i Middelfart blev sammenlægningsaftalen godkendt i fuld enighed.
Jeppe Valbjørn, bestyrelsesformand i Fanø Sparekasse er glad for aftenens forløb – og udfaldet.
"Det er rart, at repræsentantskabet ser lige så positivt på aftalen som vi gør i bestyrelsen. Jeg synes, vi har fået en god aftale med Middelfart Sparekasse, hvor der tages hensyn til både kunder og medarbejdere i Fanø Sparekasse," siger Jeppe Valbjørn.
Nu venter alt det praktiske
I Middelfart Sparekasse ser adm. direktør Martin Baltser frem til at få flere kolleger og kunder.
"Nu kommer der en periode frem til den tekniske sammenlægning af de to sparekasser, hvor vi skal hjælpe kunderne og kollegerne i Fanø Sparekasse med at få tingene til at glide bedst muligt. Vi har heldigvis erfaringer fra sammenlægningen med Folkesparekassen i frisk erindring, så jeg er sikker på, at det kommer til at forløbe godt," siger Martin Baltser.
Han nævner, at en kollega fra Middelfart Sparekasse har fået ansættelse i Fanø Sparekasse allerede nu for at sikre de kommende kolleger hjælp med at servicere kunderne.
"De har brug for hjælp, og selvfølgelig stiller vi op. Vi vil Fanø, og jeg er også sikker på, at fannikerne snart vil opleve, at vi vil involvere os aktivt i livet på øen," siger Martin Baltser.
Han håber, at nogle af Fanø Sparekasses garanter har lyst til at deltage, når Middelfart Sparekasse holder garantmøder i marts, og der er planer om et informationsmøde for kunderne på Fanø senere på foråret.
Kunderne i Fanø Sparekasse vil ikke opleve nogen ændringer foreløbig. Konti og kort er de samme og fungerer som vanligt.
"Skiltet over døren er det samme. Kollegerne bag døren er de samme. Nu får de bare hjælp af en stor gruppe af kolleger fra Middelfart Sparekasse, som kan hjælpe med at yde endnu bedre service og rådgivning," siger Martin Baltser.
Bestyrelse i Fanø fortsætter i ny fond
Sammenlægningsaftalen betyder, at der dannes en fond, som indeholder det opsparede overskud fra Fanø Sparekasse.
Bestyrelsen i Fanø Sparekasse fortsætter som fondens første bestyrelse. Formand Jeppe Valbjørn og næstformand Sussie Viig blev desuden valgt til Middelfart Sparekasses repræsentantskab frem til foråret 2025.