Nu kan små og mellemstore virksomheder få en hjælpende hånd med at omstille deres virksomhed digitalt og få tilskud til bogføringssystemer, der både forbereder SMV’erne til den nye bogføringslov og fremtidig ESG-rapportering.
Den 6. marts åbner SMV:Digital nemlig op for et særligt tilskud på 100.000 kr., som virksomheder kan søge for at forbedre deres virksomheds digitale teknologier, håndtering af data og automatisering eller udvikling af e-handel.
“Virksomhedernes ansøgninger bliver vurderet ud fra først-til-mølle-princippet, og det er derfor en god idé, at virksomhederne får forberedt ansøgningerne med det samme og sidder klar på dagen til at sende ansøgningen afsted. Det er en kærkommen mulighed for virksomhederne, som kan få hjælp til at komme i gang med den digitale omstilling,” siger Palle H. Jensen, partner og markedsleder for SMV i PwC, og forklarer yderligere:
“Det er vigtigt, at virksomhederne får omstillet sig digitalt, særligt i forhold til den nye bogføringslov, der bl.a. betyder, at virksomheder skal bogføre digitalt og registrere alle bilag digitalt, men også i forhold til ESG-rapportering. Mange SMV’er vil blive indirekte blive påvirket af større virksomheders lovmæssige ESG-rapportering, fordi de store virksomheder stiller krav til dem om, at de skal kunne leve op til og rapportere på nogle særlige bæredygtighedskrav.”
Igangsæt ambitiøse projekter
Virksomheder med mellem 3-249 ansatte, en omsætning på minimum 2 mio. kr. i seneste regnskabsår samt en balance på maksimum 43 mio. euro kan søge SMV:Digitals tilskud på de 100.000 kr.
“Fra næste regnskabsår bliver flere små og mellemstore virksomheder omfattet af den nye bogføringslov, og derfor vil det være en fordel at komme i gang snarest, så de kan være på forkant med de nye regler. Mange er i allerede i fuld gang med at omstille deres forretning digitalt eller forskellige dele af forretningen, og nu får virksomhederne mulighed for gøre mere ud af de nuværende tiltag,” siger Palle H. Jensen.
Virksomhederne kan søge tilskud fra SMV:Digital sideløbende med øvrige tilskudsordninger og kan søge tilskud til rådgivning om udvikling af e-handel, automatiseringer og digital omstilling, herunder digital sikkerhed, forretningssystemer, optimering af produkter og IoT.