Lave renter giver største appetit på boliglån i 14 år

De lave renter har i 2019 givet stor lyst til at købe bolig. Det har også kunnet ses på prisudviklingen.
Der var godt gang i det danske boligmarked i 2019. Det var især hjulpet på vej af de lave renter. (Arkivfoto)
Der var godt gang i det danske boligmarked i 2019. Det var især hjulpet på vej af de lave renter. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

10/01/2020

Der var godt gang i det danske boligmarked i 2019, hvor danskernes lyst til at indhente et realkreditlån var den største i flere år.

Ifølge tal fra Finans Danmark, interesseorganisation for den finansielle sektor, nåede de danske realkreditinstitutter sidste år op på mere end 400.000 årlige lånetilbud.

Det er næsten dobbelt så mange tilbud som året før, samtidig med at det er det største antal siden 2005.

Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, begrunder det høje antal lånetilbud med især det lave renteniveau, der har fået mange til at skifte deres eksisterende lån ud med et billigere.

- Samtidig har der været godt gang i boligsalget, som jo næsten altid finansieres af realkreditlån, siger Ane Arnth Jensen.

Sidste år stod omlægninger af eksisterende lån og tillægslån for godt syv ud af ti lånetilbud. Året før var det kun godt halvdelen af lånetilbuddene, der havde at gøre med omlægninger og tillægslån.

- Mange danske boligejere har i 2019 udnyttet den danske realkreditmodel, hvor det er muligt at konvertere eller omlægge eksisterende lån og få en lavere månedlig ydelse.

- Det er positivt, at boligejerne er opmærksomme på den lave rente og de mulige besparelser, der følger med, siger Ane Arnth Jensen.

Den store interesse for at købe bolig har også været med til at skubbe priserne op i løbet af det forgange år.

Tal fra Boligsiden, der samler al information om boligannoncer- og salg fra landets ejendomsmæglere, viser, at huspriserne herhjemme samlet steg med 3,8 procent i 2019.

Med sidste års generelle prisstigninger er huspriserne nu steget i 62 ud af de 98 kommuner i Danmark siden 2010. I 31 af kommunerne har der været tale om prisstigninger på hele 25 procent eller derover.

- Det er en mærkbar ændring for husejerne.

- Ser vi for eksempel på Helsingør Kommune, hvor huspriserne er steget med 25,3 procent siden 2010, svarer det lokalt til en ændring i prisen på omkring 650.000 kroner for standardhuset, forklarer Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Københavns Kommune er den kommune, der har oplevet den største procentvise ændring siden 2010, da priserne her er steget 72,7 procent.

Det skyldes, at krisen på boligmarkedet først satte ind i hovedstadsområdet, som omvendt også blev det sted, der kom sig hurtigst over krisen.

Kilde: /ritzau/