USA registrerer 1289 døde med coronavirus på et døgn

I alt er 10.923 coronapatienter i USA døde. Af dem har 3485 mistet livet i New York City, viser nye tal.
På sin daglige pressebriefing natten til tirsdag dansk tid lovede præsident Donald Trump, at han vil opruste de amerikanske hospitaler med "milliarder af dollar" i kampen mod coronavirus.
På sin daglige pressebriefing natten til tirsdag dansk tid lovede præsident Donald Trump, at han vil opruste de amerikanske hospitaler med "milliarder af dollar" i kampen mod coronavirus.

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/04/2020

USA har registreret 1289 coronarelaterede dødsfald det seneste døgn.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University, der løbende opdaterer smittetilfælde og dødsfald verden over, tirsdag morgen.

Tallet er gjort op fra klokken 05.00 mandag til klokken 05.00 tirsdag dansk tid. I tilsvarende periode i det forrige døgn var antallet af døde i USA 1155.

Dermed er der sket en stigning i antallet af døde på 24 timer på 11,6 procent.

I alt er 10.923 coronapatienter i USA døde. Af dem har 3485 mistet livet i New York City.

Da lighusene i millionbyen er fyldt til bristepunktet, kan det blive nødvendigt at bruge en af byens parker som midlertidig gravplads til de mange coronaofre.

Det oplyste Mark Levine, der er formand for New Yorks sundhedsudvalg, mandag.

- Snart vil vi gå i gang med "midlertidige begravelser". Dette vil sandsynligvis ske ved at bruge en park i New York City til begravelser (ja, du læste rigtigt). Der vil blive gravet render til ti kister på en række, skrev han på Twitter.

- Det vil ske på en værdig, ordentlig og midlertidig måde. Men det vil blive svært for newyorkere at acceptere.

Mark Levine præciserede senere sin udmelding og understregede, at begravelser i parker udelukkende er en beredskabsplan, i tilfælde af at dødsraten ikke begynder at falde.

Flere end 368.000 personer i USA er blevet testet positive for coronavirus. Heraf er knap 20.000 erklæret raske igen. Man regner dog med et stort mørketal.

På sin daglige pressebriefing natten til tirsdag dansk tid lovede præsident Donald Trump, at han vil opruste de amerikanske hospitaler med "milliarder af dollar" i kampen mod coronavirus.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trump vil blandt andet tage militærskibe i delstaten New York i brug som coronahospitaler, og fly vil blive sendt med nødforsyninger til hotspots i hele USA.

Samtidig åbner præsidenten for at tilgodese de enkelte amerikanere med en anden runde af direkte betalinger fra regeringen for at begrænse det økonomiske fald.

Kilde: /ritzau/