Canada vil købe værnemidler for ni milliarder kroner

Canada vil købe beskyttelsesudstyr for et beløb svarede til over ni milliarder kroner, oplyser Trudeau.
Canadas regering køber stort ind af respiratorer og beskyttelsesudstyr til sundhedspersonale, oplyser premierminister Justin Trudeau.
Canadas regering køber stort ind af respiratorer og beskyttelsesudstyr til sundhedspersonale, oplyser premierminister Justin Trudeau.

Claes Kirkeby Theilgaard,

01/04/2020

Canada vil købe beskyttelsesudstyr som ansigtsmasker og visirer for to milliarder dollar (9,6 milliarder kroner) som følge af coronavirusepidemien.

Det meddeler premierminister Justin Trudeau tirsdag på et pressemøde ifølge det canadiske medie CBC.

- Vi ved, at efterspørgslen for livsvigtigt udstyr vokser, og leveringerne vil stige de kommende uger, så vi har en vedvarende og stabil tilgang af disse produkter, siger han.

På bestillingslisten er blandt andet 60 millioner N95-masker, som er designet til at bortfiltrere partikler, der bærer på coronavirus.

Meldingen kommer, samtidig med at dødstallet i landet fra virusudbruddet har passeret 100 og antallet af smittede nærmer sig 8500.

Pengene fra regeringen i Ottawa vil hovedsageligt blive brugt til at købe personlige værnemidler som ansigtsmasker, visirer, dragter og håndrens, siger Trudeau på sit daglige pressemøde.

Netop den slags beskyttelsesmidler til læger og sygeplejersker frygter mange hospitaler i Canada at løbe tør for, i takt med at virusudbruddet tager til, og flere personer bliver indlagt til behandling for Covid-19, som virussygdommen hedder.

Der er også afsat penge til at købe over 1500 respiratorer, der er livsnødvendige for patienter, som ikke kan trække vejret ved egen kraft.

Ifølge premierministeren kan det vare et par uger at få leveret beskyttelsesmidlerne.

- Hele verden forsøger at sikre sig forskelligt udstyr, som er nødvendigt i bekæmpelsen af virusset. Derfor ved vi, at det vil være vigtigt at være i stand til at have løsninger "made in Canada", siger Trudeau.

Han tilføjer, at regeringen har underskrevet aftaler med tre canadiske selskaber om at producere respiratorer og beskyttelsesudstyr.

Kilde: /ritzau/