Minister: Ingen opgave er for stor for Forsvaret under coronakrisen

Både små og store opgaver kan blive løst af det danske forsvar i kampen mod coronavirus, mener minister.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S). (Foto: Keld Navntoft/Forsvarsministeriet)
Forsvarsminister Trine Bramsen (S). (Foto: Keld Navntoft/Forsvarsministeriet)

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/04/2020

Der er stor forskel på, hvordan EU-landene bruger deres militær i kampen mod coronavirus, men EU-lande bør udnytte, at de nationale forsvar kan varetage mange opgaver under coronakrisen.

Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter møde over videokonference med EU's forsvarsministre.

I Danmark bliver det danske forsvar allerede brugt til at løse mange typer af opgaver, men Forsvaret er klar til mere, understreger ministeren.

- Forsvaret kan bidrage på rigtig mange måder. Der er sådan set ikke nogle opgaver, som er for store eller små.

- Det går til hånde, hvor der er brug for en indsats, uanset om der skal transporteres borgere hjem fra andre lande med bus eller fly eller om der er brug for en styrket indsats nogle steder på anden vis, siger hun.

I Italien er militæret taget i brug til at bringe lig fra byer til krematorier, fordi belastningen har været for stor på bedemændene.

Men selv om situationen i Danmark ikke er sammenlignelig med Italien, afviser Trine Bramsen ikke, at det danske forsvar vil blive taget i brug i lignende situationer.

- Der er meget forskel på, hvordan forsvaret bliver brugt i de respektive lande. Det afhænger selvfølgelig af, hvordan situationen ser ud,

- Jeg oplever et fint samarbejde på tværs af myndigheder, så det vil afhænge af, hvordan tingene er og udvikler sig, og hvad der mere bliver behov for, at Forsvaret skal tage på sig af opgaver, siger hun.

I Danmark bidrager Forsvaret lige nu med blandt andet bemanding af et corona-callcenter, grænsebevogtning, transport af smittede og hjælp med reparation af respiratorer.

Også i andre lande er militære styrker sat ind for at hjælpe med de nationale tiltag, og det er helt essentielt i kampen mod coronavirus, at EU-lande kan bruge de militære styrker.

Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, på et pressemøde mandag.

- Fra mange forskellige perspektiver yder de militære styrker et utroligt stort bidrag. De bygger hospitaler i rekordfart, støtter politiet og andre nationale myndigheder samt yder logistisk støtte.

- Det er kun nogle eksempler, men alt der her arbejde er yderst vigtigt i kampen mod virusset, siger han.

Kilde: /ritzau/