Liberal Alliance: Frisører, cafeer og restauranter skal genåbnes

Det er på tide, at danske frisører, cafeer og restauranter genåbner, mener Liberal Alliance.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Claes Kirkeby Theilgaard,

08/04/2020

Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh har fået fremlagt og gennemlæst den socialdemokratiske regerings forskellige scenarier for genåbningen af Danmark igennem. Det er ud fra disse beregninger, at regeringen anført af statsminister Mette Frederiksen skal træffe deres beslutninger, og beregningerne ligger f.eks. til grund for beslutningen om at genåbne daginstitutioner og skoler for 0. til 5. klasse.

Spørger man Liberal Alliance, kan der dog sagtens åbnes endnu mere op for det danske samfund uden at sundhedsvæsenet kommer i nærheden af at blive overbelastet.

Derfor foreslår partiet, at man åbner op for at restauranter og cafeer med en række forbehold og enkelte undtagelser, hvis de har tilstrækkelig god sikkerhed og hygiejne, og man eksempelvis sætter et loft på max 50 gæster per sted.

Liberal Alliance foreslår også, at frisører og andre liberale erhverv kan genåbne under lignende vilkår.

- Vi har meget svært ved at se fornuften i at køre ud fra princippet ”nej for en sikkerheds skyld”. Det giver ikke mening, at man ikke giver fx frisører, restauranter og cafeer, der overholder forsigtighedsreglerne, lov til at åbne, siger partiformand Alex Vanopslagh og tilføjer:

- Det kræver selvfølgelig, at danskerne fortsætter med at holde god håndhygiejne, ikke krammer og holder fysisk afstand i hverdagen, men vi stoler på, at danskerne godt forstår alvoren af situationen, og har tillid til, at danskerne tager sig sine forholdsregler i hverdagen fremover.

- Nedlukningen af restauranter, cafeer og frisører har sendt over 100.000 danskere hjem. De skal have mulighed for at få en normal hverdag igen – særligt når det ikke udgør en stor risiko for sundhedsvæsenet ifølge regeringens egne beregninger, lyder det fra Alex Vanopslagh.