I et indlæg på A4 Nu skriver chefredaktør Nicolai Kampmann om den nylige undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, hvordan topchefers lønninger er steget mere end den gennemsnitlige danskers siden finanskrisen. I indlægget kan man tydeligt mærke ekkoet fra Kampmanns far Jens og farfar Viggo med samme efternavn. Begge var store socialdemokratiske politikere. Nicolai Kampmann formidler nemlig en gængs venstresnoet misforståelse og vækker en imaginær klassekamps spøgelse til live under overskriften ”Topchefer må dele lønfesten med flere”.
Som sine meningsfæller er Kampmann af den holdning, at økonomisk ulighed er et onde i sig selv. Et onde, som skal bekæmpes med alle de midler, som den socialdemokratiske stat besidder. Men en almindelig lønmodtager bliver ikke fattigere af, at en topchef fra et helt andet firma. Det er Kampmann da også inde på, når han i sit indlæg starter ud med at skrive, at: ”De senere år er det gået godt i Danmark. Det er gået allerbedst for dem, der tjener mest”.
Undersøgelsen viser også, at lønmodtagernes løn i gennemsnit er steget otte procent fra 2010 til 2017. Topchefernes er steget 50%, og det er her, det bliver et problem, må man forstå. For Kampmann er ulighed en ”konkret” størrelse, skriver han. Og hvad skal det så betyde?
Jo, det betyder såmænd, at chefredaktøren ser klassekampens spøgelse for sig. Han frygter for balancen i samfundet – for sammenhængskraften – hvis nogle topchefer får lov at opnå for meget økonomisk succes. Kampmann mener åbenbart, at det er ham, der skal vende tommeltotten op eller ned overfor lønninger, der opstår som en frivillig og gensidig aftale mellem kompetente parter på arbejdsmarkedet. Det er udtryk for en typisk, venstreorienteret arrogance. Man vil gøre sig til overdommer over forhold, som man bør holde sig ude af.
”Den voldsomme lønudvikling er ude af trit med almindelige lønninger, og det skaber kun større polarisering”, mener Kampmann. Det er et klassisk rødt postulat, som ofte hives frem af hatten. Implicit i sådan et udsagn om en lurende klassekamp ligger idéen om, at topchefers lønninger kan drive lønmodtagere til oprør.
Ræsonnementet virker til at være, at hvis vi ikke slår de rige stadigt mere i hovedet, så vil samfundet knække over. Den slags dundertale er der stemmer i. Især hvis pengene fra de rige kan sendes ud til mindrebemidlede vælgere. Men det er ingen naturlov, at polarisering skal følge. Der er intet til hinder for, at vi alle kan blive rigere sammen. At nogle så tjener flere penge end andre, er en del af livets gang.
Og det er i virkeligheden slet ikke der, problemet ligger. Problemet er ikke topchefernes lønninger. Problemet er Kampmanns og hans ligesindedes ustyrlige arrogance og krævementalitet. Der er intet forkert i, at nogle tjener flere penge end andre. Det er, når alt kommer til alt, deres penge. Ikke alle mulige andres.
Det er en udbredt venstreorienteret misforståelse, at alle har en eller anden ret til andres penge. Det er forkert. Ingen andre end dig selv har nogen ret til dine penge. At vi alle indvilliger i at afgive en del af kagen til velfærdsmaskinen, er nu engang vilkåret for at bo i Danmark. Men derfor skal der stadig være en grænse for, hvor meget staten kan flå ud af hænderne på folk – almindelige lønmodtagere såvel som topchefer – og den grænse virker Kampmann villig til at overskride.
I forvejen brandbeskattes de, der tjener høje lønninger herhjemme. Omfordeling er nøgleordet for de røde papirskubbere, der har indrettet den dybt socialdemokratiske stat, vi lever under i dag. Man mener, at omfordelingen tjener et højere mål i sig selv. Dybest set forsøger man at holde klassekampen stangen, men klassekampen er imaginær. Klassekampen anno 2019 er død. Heldigvis.
Dog forsøger Kampmann og andre at holde den i live. Spørgsmålet er ikke, hvordan topcheferne kan bilde sig ind at tjene så meget, men hvordan de røde ræve med fråde om munden kan bilde sig ind at kaste sig over andre folks ejendom.
Kampmann mener, at topcheferne skal ”besinde sig selv”, men i virkeligheden er det ham og hans ligesindede, ser skal besinde sig.
