Messerschmidt er ikke et hak bedre end de islamister, han forsøger at bekæmpe

claes theilgaard claes kirkeby theilgaard morten messerschmidt

Claes Kirkeby Theilgaard,

06/08/2020

Dansk Folkepartis nyvalgte næstformand Morten Messerschmidt har på det seneste trukket mange overskrifter med sin opfordring til en ny, kristen værdikamp. Messerschmidt, der selv tidligere har været ateist, mener nu at kristendommen skal definere dansk politik. “Danmark er kristent - og det skal kunne mærkes”, udtaler han bl.a. i et stort interview med Politiken.

I samme interview fortæller Messerschmidt, at der er for meget religionslighed i Danmark - og “det skal vi gøre op med”, må vi forstå. Det betyder, at kristendommen ikke alene skal favoriseres, men skal definere DF’s politik inden for bl.a. kultur-, flygtninge-, udviklings- og undervisningspolitik.

Konkret vil Morten Messerschmidt bl.a. have et loft over antallet af moskéer og et forbud mod muslimske bønnekald. Samtidig skal Danmark straffe lande, der forfølger kristne, og selv kun tage imod kristne kvoteflygtninge. I skolerne skal danske børn udsættes for kristen indoktrinering, lære mere om Bibelens ord og synge kristne salmer, mener Messerschmidt.

Selv mener den nyslåede DF-næstformand, der stadig har en omdiskuteret sag om misbrug af EU-midler hængende over hovedet, at han med denne nykristne værdikamp kan redde sit parti. 

Det er tydeligt, at Messerschmidt er blevet inspireret af bl.a. Orbans Ungarn og Dudas Polen, hvor den kristne politiske værdikamp har gjort sig gældende de seneste år. Spørgsmålet er, om denne værdikamp overhovedet kan vinde fodfæste i Danmark, der trods alt værdimæssigt er et af verdens mest sekulære lande.

I disse lande går man dog så langt, at man i kristendommens navn er ved at tage livet af almindelige borgerrettigheder. Derfor er vi også nødt til at spørge Messerschmidt, hvor langt han selv er villig til at gå i denne nykristne værdikamp. Vi ved jo, at han tidligere helt misforstået har betegnet menneskerettighederne som “totalitære”, og “en parasit på demokratiet”.

Faktisk minder Messerschmidt med sit ønske om at lade religion udgøre fundamentet i politik ikke blot om Orban, Duda og andre kristne, europæiske statsledere. Uden tilsyneladende selv at have blik for det, minder Messerschmidt om præcis de formørkede islamister, han ønsker at bekæmpe med sin nykristne værdikamp.

Messerschmidts hykleri er slående. De fleste danskere - Messerschmidt inklusive - ville stemple en muslimsk politiker som fundamentalist, hvis han ønskede at lade islam definere kultur-, flygtninge-, udviklings- og undervisningspolitikken. Men af en eller anden grund er det tilladt at være religiøs fundamentalist, hvis bare man er kristen.

Det eneste, der kan sikre lige rettigheder for alle borgere, er en sekulær, religionsneutral stat. En stat, hvor politik og love er baseret på religion - om det er islam eller kristendom - vil aldrig kunne sikre friheden, borgerrettighederne og sammenhængskraften.

Det er en uhyre farlig vej, som Morten Messerschmidt med sin nykristne værdikamp er slået ind på. Det er trist, at han i kampen mod islamistiske mørkemænd er villig til selv at blive en kristen en af slagsen.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.