Fem er anholdt ved demonstration mod coronarestriktioner

Lørdag aften har en stor hob af mennesker demonstreret mod coronarestriktioner. Der er foretaget anholdelser.
Demonstranter bevæger sig ind mod centrum af København lørdag aften, hvor der demonstreres mod coronarestriktioner.
Demonstranter bevæger sig ind mod centrum af København lørdag aften, hvor der demonstreres mod coronarestriktioner.

180Graders Redaktion,

25/01/2021

Lørdag aften er der igen blevet demonstreret mod coronarestriktioner i København, og fem er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter. Politiet opløste lidt efter klokken 20.00 forsamlingen på grund af uroligheder, men herefter fulgte optøjer.

Roen er genoprettet lyder det lidt over 23.00 lørdag aften fra politiet.

Det er gruppen "Men in Black", der har arrangeret demonstrationen. Ifølge B.T. har der under demonstrationen været omkring 1000 mennesker til stede.

Københavns Politi oplyste sent lørdag eftermiddag, at man forventede en fredelig demonstration.

Men politiet meldte også, at man var klar til at gribe ind, hvis der opstod uroligheder. Det skete altså.

På Facebook-begivenheden for demonstrationen har "Men in Black" betonet, at man forventede en fredelig demonstration.

Her står desuden, at man "gang på gang har set, hvordan sund fornuft bliver tilsidesat" når det handler om restriktioner for at mindske smittespredningen med coronavirus i Danmark.

- Vi mangler en langsigtet plan og strategi! Vi mangler at få præsenteret alternative løsninger til helt og komplet lockdown, skriver gruppen i begivenheden.

Demonstrationen startede ved Forum Station på Frederiksberg lidt efter klokken 18. Herefter fortsatte forsamlingen ind mod centrum.

Cirka klokken 19.15 nåede gruppen tilbage til Forum Station, hvor de blev, indtil politiet opløste forsamlingen.

"Men in Black" arrangerede også tidligere demonstrationer i Aalborg og København, der endte med optøjer og flere anholdelser.

Det foregik den 9. januar, hvor i alt 23 blev anholdt, og syv senere blev varetægtsfængslet.

Også den 19. december arrangerede "Men in Black" en demonstration i København. Her begik deltagerne omfattende hærværk ved blandt andet at overmale husmure og butiksvinduer med graffiti.

Kilde: /ritzau/