Udskammer andre for at gøre det samme: Pia Olsen Dyhr nægter at tale om sin milliongevinst ved boligspekulation og ny lejlighed i rigmandsghetto

Lige så åbenmundet og kritisk Pia Olsen Dyhr er når det handler om andre velhavere, lige så lidt har hun lyst til at tale om sin egne økonomiske dispositioner.
Folketingets pressefoto af Pia Olsen Dyhr (SF)
Folketingets pressefoto af Pia Olsen Dyhr (SF)

Lars Bjørknæs,

14/04/2021

Et af SFs helt store politiske slagnumre er, at skellet mellem landets fattigste og rigeste skal gøres mindst muligt. Forstået på den måde, at det er de fattigste danskere der skal have løftet deres indkomster, mens de rigeste skal betale mere i skat, end hvad tilfældet er på nuværende tidspunkt.

En af de måder SF fast har krævet at dette skal ske på, er ved at hæve beskatningen på fast ejendom. Ikke kun i forhold til ejendomsskatterne, da partiet også løbende har luftet ønsker om, at privates gevinster ved salg af huse, lejligheder og sommerhuse ikke længere skal være skattefrie.

Derfor trak det også overskrifter den forgangne uge, da det kom frem, at Pia Olsen Dyhr ikke kun havde tjent millioner af kroner på at sælge sit hus i Brønshøj. Men også at hun sammen med sin mand, fagforeningslederen Villy Dyhr, var flyttet ind i et af Københavns dyreste kvarterer.


Kortfattet – og meget afvisende - svar fra pressetjenesten

Det er sket i en lejlighed, som folkesocialisten og hendes mand, der tidligere har været aktiv i SF, ifølge Ekstra Bladet har givet omkring 8 millioner kroner for. For det beløb har parret ud over en stor lejlighed også sikret sig, at de kommer til at bo langt væk fra de socialt belastede områder i og omkring hovedstaden – og hvis indbyggere Pia Olsen Dyhr påstår at kæmpe for.

På 180grader.dk har vi de seneste dage forsøgt at få en udtalelse fra såvel Pia Olsen Dyhr som SFs pressetjeneste om, hvorfor hun på den ene side tager afstand fra boligspekulation og mener det skal brandbeskattes, men når det handler om hendes egen privatøkonomi, geninvesteres gevinsten fra et salg i en herskabslejlighed i et eksklusivt byggeri. Ligesom vi også har spurgt både formanden og hendes partis presseafdeling, hvordan det hænger sammen med, at hun efter eget udsagn arbejder mod oprettelsen af rigmandsghettoer – for så selv at bosætte sig i én.

Men fra SFs pressetjeneste lyder det, at Pia Olsen Dyhr ikke ønsker at udtale sig. Det via en meget kortfattet email, hvor pressetjenesten samtidig ikke ønsker at svare på, hvad partiets officielle holdning er til formandens alternative fortolkning af partiprogrammet.