Siden 1. januar har danske medier produceret 413.168 historier om coronavirus

Udbruddet af coronavirus har fyldt alt i de danske medier i 2020.
Foto: Fusion Medical Animation
Foto: Fusion Medical Animation

Claes Kirkeby Theilgaard,

04. maj 2020

Udbruddet af coronavirus har været altdominerende i 2020, og næsten alle historier i medierne synes på en eller anden måde at handle om pandemien samt de kolossale nedlukninger af samfundet, som politikere over hele verden har sat i værk for at hindre smittespredning.

En ny optælling udført af fagbladet Journalisten bekræfter således det, man allerede kunne regne ud: at coronavirus bliver dækket massivt i medierne.

Ifølge en optælling i databasen Infomedia producerede de danske medier over 413.000 artikler om coronavirus i perioden fra 1. januar til 26. april.

Tallet dækker over omtale af coronavirus og covid-19 i både aviser, tv, radio og på digitale nyhedssider.

Det svarer til, at der er bragt 10 gange så mange artikler om coronavirus som om folketingsvalget under valgkampen sidste år. Der er altså tale om en helt ekstraordinært voldsom mediedækning.

Dækningen er indtil videre toppet i uge 12, tredje uge i marts. Alene denne uge var der 63.145 historier om virusudbruddet i de danske medier.