Ny styrelse skal sende afviste asylansøgere ud af Danmark

Oprettelsen af Hjemrejsestyrelsen skal få sat skub i processen med at sende flere afviste asylansøgere ud.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ser god mening i at have en styrelse, der kun arbejder med at få afviste asylansøgere til at rejse hjem. (Arkivfoto)
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ser god mening i at have en styrelse, der kun arbejder med at få afviste asylansøgere til at rejse hjem. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

15/04/2020

Udlændinge- og Integrationsministeriet etablerer fra 1. august Hjemrejsestyrelsen, som skal have fokus på at få flere udlændinge uden lovligt ophold ud af Danmark.

- Det er vigtigt for regeringen, at udlændinge uden lovligt ophold rejser hjem, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

- Vi har i mange år haft Udlændingestyrelsen. De giver blandt andet opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte.

- Nu opretter vi så Hjemrejsestyrelsen, der skal sikre, at folk også kommer hjem igen, når de ikke længere har ret til at være i Danmark. En myndighed, der kun arbejder med hjemrejse. Det synes jeg giver god mening, siger han.

Der er i dag cirka 1100 afviste asylansøgere i Danmark. Flere end 200 af disse har været i position til at blive sendt hjem i over fem år.

Oprettelsen af Hjemrejsestyrelsen sker som et led i en beslutning fra september 2019.

Her blev det besluttet, at ansvaret for en række af de opgaver, som politiet varetager på udlændingeområdet, skulle overføres fra Justitsministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det gjaldt blandt andet opgaver forbundet med udsendelse og frivillig hjemrejse for personer, der ikke har lovligt ophold i Danmark.

Hjemrejsestyrelsens hovedkvarter kommer til at ligge ved Udlændingecenter Nordsjælland i Birkerød.

Styrelsen kommer til at bestå af omkring 250 medarbejdere.

Blandt andet bliver en række opgaver og medarbejdere flyttet fra Udlændingestyrelsen til Hjemrejsestyrelsen.

Claes Nilas, som kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, bliver konstitueret som Hjemrejsestyrelsens direktør.

Kilde: /ritzau/