Søren Brostrøm langer ud efter kritiske journalister: Man leder efter håret i suppen

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm er træt af journalister, der stiller kritiske spørgsmål. Han mener, at medierne skaber "konflikt for konfliktens skyld".
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm langer nu ud efter de kritiske journalister, der ifølge ham ad flere omgange "ledte efter håret i suppen" i regeringens coronahåndtering. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm langer nu ud efter de kritiske journalister, der ifølge ham ad flere omgange "ledte efter håret i suppen" i regeringens coronahåndtering. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

04/05/2020

Coronakrisen har fyldt alt i medierne i 2020, og særligt siden den 11. marts, hvor den socialdemokratiske regering anført af statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned.

Men efterhånden som medierne er blevet mere kritiske, og journalisterne er begyndt at se regeringen, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut efter i sømmene, er det blevet for meget for Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.

I et interview med fagbladet Journalisten langer han nu ud efter de kritiske journalister, der ifølge ham ganske unødvendigt har ledt efter "håret i suppen".

Særligt peger Brostrøm på, at der i tredje og fjerde uge af marts skete et skift, hvor medierne blev mere kritiske over for såvel Sundhedsstyrelsen som den socialdemokratiske regering.

- Der gik vi fra asken til ilden. De fokuserede på og fandt sprækkerne mellem myndighederne. For der skete jo ikke andet på Christiansborg, siger Søren Brostrøm til Journalisten.

Adspurgt af fagbladets journalist, om det ikke blot er god journalistik, at medierne holder myndighederne i ørerne og stiller kritiske spørgsmål, svarer Søren Brostrøm med en anklage om, at medierne har stillet "smarte spørgsmål med falske præmisser":

- Jo, det er god journalistik at gå kritisk til myndigheder, når vi er uklare. Men stil skarpe spørgsmål, i stedet for smarte spørgsmål med falske præmisser.

Brostrøm retter en særlig kritik mod avisen Berlingske og dennes journalistiske linje under coronakrisen.

- På et tidspunkt var det en sport for Berlingske at finde håret i suppen.

- Det blev konflikt for konfliktens skyld, siger han.

Flere journalister, herunder også Berlingskes chefredaktør Tom Jensen, afviser Søren Brostrøms kritik af mediedækningen under coronakrisen.

- Jeg synes ikke, det er at finde hår i suppen, at myndighederne melder forskelligt ud eller zigzagger i deres kommunikation til borgerne. Hvis borgerne kan komme i tvivl om, hvorvidt myndighederne mener det ene eller det andet, så er det en vigtig og afgørende historie, som vi har en forpligtelse til at dække kritisk, siger Tom Jensen til Journalisten.