Kirkerne glæder sig om lille genåbning – men undrer sig over tingene de stadig ikke må

Mens en lang række selvstændige erhvervsdrivende stadig er tvangslukkede grundet coronarestriktionerne, har kirkerne fået udvidede muligheder for at afholde gudstjenester. Men der er stadig meget langt til normalen.
Pressefoto fra Folkekirken taget af Gorm Olesen
Pressefoto fra Folkekirken taget af Gorm Olesen

Lars Bjørknæs,

23/03/2021

Op til 50 deltagere, hvis gudstjenesterne vel og mærke foregår udendørs.

Det var en af de få lempelser i coronarestriktionerne, som regeringen offentliggjorde i den forgangne uge. Omvendt blev der ikke givet mulighed for, at eksempelvis frisører igen kan åbne deres butikker, ligesom restauranter og barer også er lukkede på ubestemt tid. Hvor alvorlig en situation der er tale om for mange små og mellemstore virksomheder, kan du hører om i denne podcast.

På trods af de glædelige nyheder for kirkegængerne, er det ikke kun kravet om udendørs arrangementer, der skal opfyldes, for at der kan blive plads til 50 deltagere. Blandt andet er det stadig ikke muligt at synge under gudstjenesterne, ligesom der skal holdes god afstand mellem de fremmødte.

Det er også grunden til, at en række kirkefolk overfor 180grader.dk fortæller om på den ene side glæde over de nye muligheder, men begræder begrænsningerne, der stadig gør sig gældende.


Mindre sogne forventes at gribe muligheden for udendørs gudstjenester

Det drejer sig blandt andet om Marianne Christiansen, der er biskop i Haderslev Stift. Ifølge hende vil det i høj grad være de mindre menigheder, som får gavn af den delvise genåbning :

- For en hel del sogne, hvis kirker ikke kan rumme ret mange deltagere, vil det være en oplagt mulighed. Det er klart, at det fordrer god beklædning, afstand og ordnede forhold i henhold til retningslinjerne, men de steder, hvor man som det er nu holder flere gudstjenester eller løbende må afvise folk, vil det bestemt være en mulighed.

Omvendt er det ifølge Marianne Christiansen svært at sige, hvor ofte muligheden vil blive brugt, når vi kommer på den anden side af påske :

- Hidtil har folkekirkens præster og personale været utrolig gode til at indrette forholdene efter lovgivningen, så det er blevet muligt at fejre gudstjeneste på god og værdig vis, så jeg er sikker på, at man lokalt vil kunne vurdere, i hvor stort omfang gudstjenesterne skal fejres udendørs.


Biskop i Ribe Stift : Vi savner sangen

Lignende toner lyder fra Elof Westergaard, der er biskop i Ribe Stift :

- I en del sogne her i Ribe Stift, hvor der er forholdsvist små kirker, vil der komme flere udendørs gudstjenester. Vi har mange mindre kirker, hvor der med de aktuelle regler kun må være mellem 10 og 20 mennesker til gudstjenesterne. Til påsken, som er en stor højtid, vil de være tilbøjelige til at se, om de kan fejre påsken udenfor.

Omvendt savner Elof Westergaard, at man igen får lov til at synge :

- Personligt ville jeg ønske, at vi var gået tilbage til de regler, der gjaldt indtil den 23. december. Det vil sige lidt mindre afstandskrav inde i kirken, hvor der også kunne synges. Jeg synes det er en sorg, at vi ikke kan få lov til at have sangen inde i kirken her til påske. Vi skal selvfølgelig ikke være med til at højne smittefaren, men vi savner salmesangen også her til påske.

Ifølge biskoppen spores der en vis forsigtighed blandt specielt de ældre kirkegængere, som vælger at blive hjemme under coronaen. Det kan være med til at gøre, at mange ellers faste kirkegængere, heller ikke vil deltage i de kommende udendørs gudstjenester.


Kirkefolk udenfor referat: Minimal ændring og mere tale om symbolpolitik

På 180grader.dk har vi været i kontakt med en række andre kirkefolk, som udenfor referat lufter deres undren over, hvorfor det har været kirkerne, som har fået muligheden for ekstra genåbning. Specielt i en situation, hvor der stadig er mange begrænsninger i måden, gudstjenesterne skal afholdes på.

Derfor lyder det udenfor referat, at der på mange måder synes at være tale om symbolpolitik fra regeringens side. Det ved at man fra politisk hold kan fremvise fremskridt i forhold til en generel genåbning af samfundet, uanset der kun er tale om meget små skridt. Ligesom flere kirkefolk overfor 180grader.dk lufter utilfredshed med de restriktioner, som omhandler afstandskravene inde i kirkerne.

Dog lyder det samtidig, at mange sogne uanset størrelse vil gribe muligheden, for at kunne holde større gudstjenester end hidtil. Det uanset at det formentligt kun vil blive aktuelt op til påske, ligesom vejrforholdene vil spille ind i forhold til, hvor stor en succes der bliver tale om.