Politivold i USA udløser demonstrationer i Aarhus og Odense

Der var demonstration i København søndag. Onsdag går folk på gaden i Aarhus og Odense i protest mod racisme.
Ordene "I can't breathe" er blevet et slags slogan for protesterne mod racisme og politivold. Det var de ord, som 46-årige George Floyd gentog under en anholdelse mandag i sidste uge, som endte med at koste ham livet. Han døde, efter at en hvid politibetjent havde presset sit knæ mod mandens hals i flere minutter. (Arkivfoto)
Ordene "I can't breathe" er blevet et slags slogan for protesterne mod racisme og politivold. Det var de ord, som 46-årige George Floyd gentog under en anholdelse mandag i sidste uge, som endte med at koste ham livet. Han døde, efter at en hvid politibetjent havde presset sit knæ mod mandens hals i flere minutter. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

02/06/2020

Protesterne i kølvandet på en sort amerikaners død har spredt sig fra USA til mange andre lande.

Nu skriver Odense og Aarhus sig på listen over byer, der afholder demonstration i protest mod racisme og politivold.

Onsdag holder bevægelsen "Black Lives Matter" demonstration i Aarhus. Det foregår på Rådhuspladsen klokken 17. Det fremgår af en begivenhed på Facebook.

Tirsdag omkring klokken 11 har lige over 1000 personer tilkendegivet deres interesse.

I Odense arrangerer netværket "Racismefri by - Odense for mangfoldighed" en solidaritetsdemonstration. Det begynder på banegårdspladsen onsdag klokken 17, skriver TV2 Fyn.

- Det er en støtte og opbakning til ofrene i USA og alle de mennesker, som er trætte af racisme og diskrimination, siger Lene Junker, der er talsperson for "Racismefri by - Odense for mangfoldighed", til TV2 Fyn.

Søndag var der demonstration i København. "Black Lives Matter" stod bag, og ifølge Københavns Politi toppede demonstrationen med 2000 deltagere.

Protesterne begyndte tirsdag i forrige uge. Det var, dagen efter at amerikaneren George Floyds død.

46-årige Floyd var en sort mand, der mistede livet i forbindelse med en anholdelse i byen Minneapolis.

Også i Storbritannien, Tyskland, Italien, New Zealand og Canada har tusindvis af mennesker været på gaden i protest.

På Trafalgar Square i London knælede hundredvis af demonstranter søndag eftermiddag, mens de råbte: "Ingen retfærdighed, ingen fred".

I den tyske hovedstad, Berlin, samlede store menneskemængder sig foran den amerikanske ambassade.

Graffitikunstnere har malet Floyds ansigt på en del af Berlinmuren efterfulgt af ordene "I can't breathe" (på dansk: "Jeg kan ikke trække vejret").

Kilde: /ritzau/