Voldelige protester er brudt ud i gaderne i den amerikanske by Minneapolis onsdag aften lokal tid.
Demonstrationerne har stået på siden tirsdag, efter at en sort, ubevæbnet mand døde i det lokale politis varetægt efter en anholdelse.
Ifølge nyhedsbureauet AP er der kampe i gaderne mellem politiet og demonstranterne. Flere journalister deler billeder på Twitter af ildebrande og fyrværkeri.
Derudover er mange af byens butikker blevet ødelagte og berøvet under protesterne, skriver AP.
Ifølge det lokale medie Star Tribune oplyser politiet på et pressemøde, at en person er blevet skudt og dræbt i protesterne.
Personen bag skuddet er ifølge politiet en ejer af en pantlånerbutik, der påstår, at den dræbte person var i gang med at stjæle fra butikken.
Både tirsdag og onsdag er politiet tyet til tåregas for at holde demonstranterne væk.
Protesterne er kommet på baggrund af 46-årige George Floyd, der mistede livet på hospitalet, efter at en hvid politibetjent havde presset sit knæ mod mandens hals i flere minutter i forbindelse med en anholdelse. Manden sagde gentagne gange, at han ikke kunne få luft.
Onsdag opfordrede borgmesteren i Minneapolis, Jacob Frey, ifølge nyhedsbureauet Reuters til, at der skulle åbnes en straffesag mod den pågældende betjent.
Betjenten og tre andre involverede betjente blev tirsdag fyret.
USA's præsident, Donald Trump, sagde onsdag, at det amerikanske forbundspoliti (FBI) og Justitsministeriet er i gang med en undersøgelse.
- På min anmodning er FBI (det amerikanske forbundspoliti, red.) og justitsministeriet allerede i fuld gang med en undersøgelse af George Floyds tragiske dødsfald i Minnesota, skriver Trump på Twitter.
- Jeg har bedt om, at undersøgelsen bliver ekspederet hurtigt, og jeg værdsætter meget det arbejde, som lokalt politi udfører, skriver han.
Kilde: /ritzau/