En sikkerhedsvagt blev fredag aften skudt og dræbt under en protest i Oakland, Californien. Vagten var ansat ved den føderale sikkerhedstjeneste under ministeriet for indenlandsk sikkerhed i USA.
Det oplyser FBI i en erklæring lørdag, skriver CNN.
En anden vagt blev såret og er i kritisk tilstand.
Det oplyser Chad Wolf, der er fungerende minister for indenlandsk sikkerhed, på et pressemøde lørdag.
- På det seneste har vi været vidne til et direkte angreb på vores lovhåndhævende samfund.
- I går aftes i Oakland, Californien, skød en attentatmand på kujonagtig vis to føderale ansatte, der stod vagt ved en protest, siger Chad Wolf ifølge CNN.
Imens betegner viceminister i ministeriet for indenlandsk sikkerhed Ken Cuccinelli handlingen som "terror".
- Lad mig gøre det klart, at når nogen går efter en politibetjent eller en politistation med intentionen om at gøre skade eller skræmme, så er der tale om indenlandsk terrorisme, siger han på lørdagens pressemøde.
Natten til søndag dansk tid oplyser myndighederne i byen Pittsburgh i delstaten Pennsylvania, at flere politibetjente og journalister er kommet til skade under protester i byen.
- Flere betjente er kommet til skade, det er uvist hvor mange. Mindst tre lokale journalister blev angrebet/skadet af demonstranter.
- Det står endnu ikke klart, hvor mange andre der er kommet til skade, skriver byens sikkerhedsmyndigheder på Twitter.
Der er planlagt et udgangsforbud i Pittsburgh mellem lørdag klokken 20.30 og søndag klokken 06.00 lokal tid.
De voldelige protester, der foregår på tværs af hele USA, er antændt af en sort mands død mandag.
Her blev den ubevæbnede George Floyd anholdt i Minneapolis af en hvid politibetjent på brutal vis og døde senere på hospitalet.
Sikkerhedsvagten i Oakland er ikke det første offer for protesterne.
Fredag blev en 21-årig mand således skudt og dræbt under en demonstration i Detroit.
Det oplyser politiet i Detroit lørdag ifølge flere amerikanske medier.
Manden blev skudt, mens han befandt sig i en bil. Han blev bragt på hospitalet, hvor han døde af sine kvæstelser.
Lørdag aften lokal tid har demonstranter samlet sig ved politiets hovedkvarter i Miami, mens demonstranter i Chicago vandaliserer politibiler.
På CNN's billeder fra Philadelphia kan man se røg og flammer stige til vejrs fra protester nær byens rådhus.
Tidligere lørdag blev tre biler tilhørende sikkerhedstjenesten Secret Service vandaliseret af demonstranter nær Det Hvide Hus i Washington D.C.
Kilde: /ritzau/