Efter flere svindelsager: Ellemann vil have omfattende kulegravning

De aktuelle svindelsager i Socialstyrelsen og Forsvaret får Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til at foreslå en "omfattende og hurtig" kulegra...

Claes Kirkeby Theilgaard,

10/12/2019

De aktuelle svindelsager i Socialstyrelsen og Forsvaret får Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til at foreslå en "omfattende og hurtig" kulegravning af mulig svindel i staten.

Venstreformanden vil give en arbejdsgruppe seks måneder til at undersøge statens kontrol med skattekroner, og han opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) til at indkalde til forhandlingere om, hvordan politikerne kan sikre befolkningens tillid til staten ovenpå svindelsagerne.

Det skriver Jyllands-Posten.

Mens Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten bakker op om Ellemanns forslag, mener den socialdemokratiske regering ikke, at Mette Frederiksen på nuværende tidspunkt skal stille sig i spidsen for en omfattende undersøgelse.

Arbejdsgruppe skal kulegrave alle styrelser og ministerier

Jakob Ellemann-Jensen foreslår, at en "hurtigt arbejdende arbejdsgruppe", evt. med forankring i Rigsrevisionen, skal kortlægge mulig svindel med skattekroner.

Som udgangspunkt lægger Venstreformanden op til en omfattende undersøgelse, hvor alle ministerier og styrelser skal kulegraves. Samtidig mener Ellemann, at arbejdsgruppen skal udføre stikprøver og komme med anbefalinger til, hvordan eventuelle problemer kan udbedres og svindel undgås.

Ellemann mener, at den omfattende kulegravning skal være færdig inden sommer, hvilket er væsentligt hurtigere end hvad man normalt kunne forvente for sådanne undersøgelser.

Svindelsager slider på folks tillid

Når der bliver svindlet med skattekroner, slider det på folks tillid til staten. Det bekymrer Jakob Ellemann-Jensen.

Ifølge ham er det en nødvendighed, at arbejdsgruppen arbejder hurtigt. Det handler om at "sikre, at tilliden til vores forvaltning af velfærdssamfundet genrejses".

"Den tillid har allerede fået en ordentlig en på sinkadusen. Og vi skal ikke have mange flere af den slags sager, førend tilliden til forvaltningen af borgernes skattekroner fuldstændig eroderer", udtaler den bekymrede Venstreformand sig til Jyllands-Posten.

Statsrevisorer advarer mod hastværk

Klaus Frandsen (R), er næstformand hos Statsrevisorerne. Han advarer mod at begå hastværk i en så vigtig undersøgelse som den, Jakob Ellemann-Jensen lægger op til.

"Det vil vi være kede af. Vi vil gerne følge en proces med ordentlig høringsadgang fra de forskellige parter, og der er vores erfaring, at kommer du under 10-11 måneder, så er det svært at få alle undervejs involverede parter hørt. Min anbefaling vil være at tage nogle ekstra måneder for at få det hele med", siger han til Jyllands-Posten.

Klaus Frandsen fortæller desuden, at man er i gang med at undersøge, hvordan en eventuel undersøgelse kan udformes, og hvor omfattende den vil blive.


FOTO: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kilde: