DF-formand om Mette F: Hun splitter Danmark i atomer

Selvom statsminister Mette Frederiksen (S) gik til valg på at samle Danmark, er hun ved at splitte landet i atomer, mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.
. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

02/03/2020

Den socialdemokratiske regering har mødt hård kritik for sin udligningsreform, der skal omfordele penge mellem landets rige og mindre velstillede kommuner.

Nu melder også Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl sig i koret af kritikere.

I DR-programmet Debatten langede DF-formanden hårdt ud efter statsminister Mette Frederiksen (S), som ifølge ham har svigtet det løfte, hun gik til valg på.

- Mette Frederiksen gik til valg på at samle Danmark, men med hendes håndtering af udligningsreformen splitter hun Danmark i atomer, siger Kristian Thulesen Dahl og kalder udligningsreformen for "dybt pinlig".

Thulesen Dahl kritiserer, at staten tager ansvaret fra kommunerne og udtrykker sin bekymring for, at kommunerne ender i krig med hinanden på baggrund af udligningsreformen.

- Det er kommune-Danmark mod kommune-Danmark. Kommuner betaler lobbyister og embedsfolk for at lobbye os politikere, så det gavner deres kommune.

Med den socialdemokratiske udligningsreform skal i alt 1,4 milliarder kroner skal flyttes fra hovedstadsområdet til landets øvrige kommuner.

Især socialdemokratiske kommuner som f.eks. Rødovre og Brøndby bliver tilgodeset med udligningsreformen, og det har affødt kritik fra flere sider.

- Det er helt tydeligt, at regeringen har gjort det her af politiske årsager. Det er et politisk valg, at Mette Frederiksen giver en gave på et trecifret millionbeløb til de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen, har Venstres politiske ordfører Sophie Løhde udtalt.