Socialdemokratiet giver milliongave til egne borgmestre

I sin nye udligningsreform favoriserer den socialdemokratiske regering de kommuner, hvor de selv sidder på magten. Det får nu Venstre til at kritisere Socialdemokratiet for at give "en gave på et trecifret millionbeløb" til egne borgmestre.
(Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
(Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/02/2020

For nylig kom den socialdemokratiske regering med et udspil til en reform af udligningssystemet, der omfordeler penge fra de rigeste til de mere fattige af landets 98 kommuner.

I dag kan man i Jyllands-Posten læse, at Socialdemokratiet med sit udspil favoriserer kommuner med mange udlændinge. Disse kommuner, der især ligger på Vestegnen i Københavnsområdet, er ganske påfaldende de selvsamme, hvor socialdemokratiske borgmestre sidder på magten.

Det får Venstres politiske ordfører Sophie Løhde til at komme med en heftig kritik af Socialdemokratiet, som hun mener giver en slet skjult gave på et trecifret millionbeløb til egne borgmestre.

- Regeringen vil overbetale socialdemokratiske borgmestre med mange udlændinge på bekostning af velfærden i resten af Danmark, lyder kritikken fra Løhde.

- Det er helt tydeligt, at regeringen har gjort det her af politiske årsager. Det er et politisk valg, at Mette Frederiksen giver en gave på et trecifret millionbeløb til de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen. Det er usaglig overbetaling for udlændinge. Ikke bare en gang, men tre gange.

Tilbage i 2018 konkluderede et udvalg, at det tilskud, som kommuner får via udligningssystemet for borgere med udlændingebaggrund, "er omkring 50 procent højere, end hvad der vurderes fagligt underbygget".

Ekspertudvalget vurderede dengang, at der skulle skæres 2,4 milliarder kroner i udlændingetilskuddet, men den socialdemokratiske regering har kun skåret 0,9 milliarder i deres udspil.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag afviser kritikken fra Venstre og mener, at tilskuddet vil hjælpe kommuner, hvor integrationen er "fejlslagen".