Socialdemokratiet leger Robin Hood: Tager 1,4 milliarder fra rige kommuner og giver til fattige

Kommuner, som skal bidrage mere, kan sætte skatten op og beholde de ekstra indtægter, foreslår regeringen.
Fungerende finansminister Morten Bødskov og social- og indenrigsminister Astrid Krag holder pressemøde om regeringens udspil til en udligningsreform, i Finansministeriet torsdag den 30. januar 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2020)
Fungerende finansminister Morten Bødskov og social- og indenrigsminister Astrid Krag holder pressemøde om regeringens udspil til en udligningsreform, i Finansministeriet torsdag den 30. januar 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2020)

Claes Kirkeby Theilgaard,

30/01/2020

De velstillede kommuner, som skal aflevere flere penge i kommunal udligning, kan få lov til at sætte skatten op.

Det foreslår regeringen med et udspil til en reform af udligningssystemet. Det er det system, som sender milliarder af kroner fra kommuner med overskud til kommuner med underskud.

Der bliver i regeringens udspil lagt op til, at kommunerne selv skal beholde de ekstra skatteindtægter.

Hvis kommunerne vælger at sætte skatten op, vil regeringen samtidig sænke bundskatten, så skatterne samlet set bliver holdt i ro.

Regeringen foreslår også, at kommuner, der får en stor gevinst ud af udligningsreformen, kan bruge en del at pengene på at sænke en måske høj kommuneskat, hvis de ønsker det.

60 kommuner vil modtage penge, mens 38 kommuner skal betale.

Pengene skal groft sagt flyttes fra øst til vest. I alt 1,4 milliarder kroner skal flyttes fra hovedstadsområdet til landets øvrige kommuner.

De velhavende kommuner, som ikke mindst er centreret omkring og nord for København, kommer til at afgive flere penge til yderkommunerne, der er udfordret med økonomien.

Det gælder øerne og landdistriktskommuner i Syd-, Vest- og Nordjylland.

Kilde: /ritzau/