LEDER: I dag kom der en pressemeddelelse i min mail-indbakke med en noget overraskende melding: Henrik Sass Larsen, den socialdemokratiske nestor, forlader Folketinget til fordel for et direktørjob i brancheforeningen DVCA, der repræsenterer Danmarks venture- og kapitalfonde. Jobskiftet kommer i kølvandet på en slatten valgkamp, et efterfølgende dårligt valgresultat og ultimativt en sygemelding med depression og stress fra Sass Larsens politiske arbejde. For to uger siden var meldingen, at Sass ville vende tilbage til Christiansborg i en lidt spøjs og ikke nærmere bestemt jobfunktion for at studere Socialdemokratiets historie. Spol to uger frem i tiden, og Henrik Sass Larsen træder ud af dansk politik efter godt to årtier i den varme stol. Han skal nu arbejde for bedre forhold til det selvsamme erhvervsliv, som han sammen med sine socialdemokratiske kolleger har vanrøgtet i sin tid som politiker.
Sass træder med sit jobskifte i hælene på en anden forhenværende socialdemokrat, der først forlod politik til fordel for en toppost hos konsulentbureauet McKinsey og nu er at finde som administrerende direktør og chefredaktør på Dagbladet Børsen. Navnet behøver man næsten ikke nævne, men det er selvfølgelig Bjarne Corydon, jeg refererer til.
Der synes altså at tegne sig en spøjs tendens: når toppen af Socialdemokratiet træder ud af politik, skifter de lejr og søger mod det private erhvervsliv og den kapitalisme, som de i deres tid som politikere slog på. Således sidder der nu med Sass og Corydon to tidligere chefstrateger fra Socialdemokratiet på centrale poster i det private erhvervsliv.
Klassiske socialdemokratiske paroler om et erhvervsliv i kort snor, der betaler regningen for en omsiggribende velfærdsstat, harmonerer ikke umiddelbart med at skulle lede Danmarks venture- og kapitalfonde, at være chef i et privat konsulentbureau eller at indtage chefredaktørstolen på et dagblad med fokus på finans- og erhvervsstof.
Spørgsmålet er altså, om Sass og hans tidligere kollega Corydon altid har næret en forkærlighed for kapitalismen og det private erhvervsliv, eller om de blot søger derhen, hvor der er arbejde, muligheder og penge. Har de i virkeligheden altid været blå mænd forklædt som røde lejesvende?
Uanset hvad: man kan man kun håbe, at de to tidligere socialdemokrater med jævne mellemrum vil sende telegrammer hjem til det gamle partikontor, inden statsminister Mette Frederiksen med det rødeste parlamentariske grundlag i mands minde får ofret alt, der hedder erhvervsliv, frit marked og vækst på den hellige velfærdsstats alter.
