LEDER: I fredags fik Danmark en ny klimalov. En bred aftale skal nu føre Danmark frem mod et klimamål om 70% reduktion i udledningen af drivhusgasser i 2030 sammenlignet med 1990. Et mål, der ifølge den kendte klimadebattør Bjørn Lomborg i øvrigt er dybt ineffektivt og ekstremt dyrt.
Kun Nye Borgerlige og Liberal Alliance har valgt at stå udenfor klimaloven, og dermed har de tre største borgerlige partier – Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative – kapituleret og givet efter for de rødes hovedløse og bundsocialistiske ageren på klimaområdet.
At de røde partiet bakker op om den skjulte socialistiske agenda, der ligger til grund for klimaloven, er ingen overraskelse. Derimod er det svært skuffende, at de røde har fået lov at løbe så meget med klimadagsordenen, at Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative har kastet håndklædet i ringen.
For lad os se det i øjnene: klimakampen er slået ind på en usund socialistisk kurs. Bag kampen for klimaet gemmer sig en kamp mod kapitalismen, og blandt stadigt flere hersker en opfattelse af, at vækst, kapitalisme og markedsøkonomi er uforeneligt med en kamp imod klimaforandringer. Ja, at selv friheden skal ofres på klimaets alter.
70%-målet har sin oprindelse i Alternativet, og dette parti og Enhedslisten var de eneste to partier, der stod på mål for klimamålet under valgkampen. Spol nogle måneder frem i tiden, og den yderste venstrefløjs engang så virkelighedsfjerne klimamål er nu bindelimen i dansk mainstream-politik. Hvordan gik det lige til – og hvorfor fik ingen sagt fra undervejs?
Over hele klimadebatten spøger idéen om, at vi borgere ikke under frie forhold er i stand til at løfte klimaudfordringen. I stedet skal moderstaten anført af Mette Frederiksen sætte ind og redde os fra vores selvforskyldte undergang.
I klimapolitikken synes det gældende dogme at være, at skal staten ikke blot skal sætte rammerne, men i stedet centralstyre helt ned i detaljen. Staten ved bedst, og også bedre end den enkelte borger og den samlede markedsøkonomi.
Når borgerlige halser håbløst efter en debat, der er præget af sådanne idéer, er det dømt til at gå galt. I stedet er der behov for et skarpt kursskifte, som måske allerede er for sent at gennemføre.
Vi har set, hvordan klimaets stadigt værre tilstand og den overhængende trussel om Jordens snarlige undergang kan bruges som løftestang til at indføre alverdens socialistiske tiltag: afgifter og skatter, forbud og centralstyring.
Som et udpluk af eksempler kan nævnes forslaget om at udfase benzin- og dieselbiler og lukke ned for olieboringer ved centrale, statslige beslutninger, den danske stats vedholdende forbud mod atomkraft, de lige så vedholdende og uholdbare subsidier til vindmølleindustrien, den konstante snak om adfærdsregulerende afgifter på kød, flyrejser og andet og stadigt strammere krav til landbrug og industri, der risikerer at kvæle den vækst, der skal drive os fremad i klimakampen.
Generelt er det sjældent, at klimadebatten har spillet på frihedens og markedsøkonomiens præmisser. Snarere er klimadebatten blevet et spørgsmål om, hvem der kan være mest opfindsomme i kampen imod frihed og markedsøkonomi.
Fremover vil alverdens socialistiske tiltag kunne sniges ind ad bagdøren i klimaets navn. Klimaloven vil byde på et farvel til frihed, vækst og markedsøkonomi og på et goddag til skatter, afgifter, forbud og centralstyring. Og de tre store borgerlige partier vil være medskyldige i denne katastrofe.
