Styrelse skrider ind over for ulovligt salg af populær læskedrik

Fødevarestyrelsen mener, at energi- og læskedrikken Prime er genstand for ulovligt salg i Danmark.
Youtuberne Logan Paul og KSI fungerer som frontfigurer for salget af Prime, der er blevet yderst populær og sælges til overpris. (Arkivfoto).
Youtuberne Logan Paul og KSI fungerer som frontfigurer for salget af Prime, der er blevet yderst populær og sælges til overpris. (Arkivfoto).

Ritzau Ritzau,

02/05/2023

Den populære læske- og energidrik Prime, der distribueres af det amerikanske selskab Congo Brands, sælges ulovligt i Danmark.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen har den seneste uge nedlagt forbud mod videresalg af produktet fra fem virksomheder.

Produktet, der kan være tilsat stoffer, som ikke er forhåndsgodkendt, er ikke blevet sundhedsfagligt godkendt til at kunne sælges.

- Hvis et produkt ikke er anmeldt, er det ulovligt at sælge i Danmark, siger enhedschef Henrik Dammand Nielsen i pressemeddelelsen.

Ifølge styrelsen indeholder flere af Primes energidrikke meget mere koffein, end hvad der er tilladt i Danmark. Energidrikke må maksimalt indeholde 32 milligram koffein per 100 milliliter.

- Hvis en producent som Prime tilsætter mere vitamin, mineral, aminosyre eller koffein end tilladt, så opstår der risiko for forbrugeren. Derfor er det et krav, at produkter med tilsætninger bliver anmeldt, så Fødevarestyrelsen kan holde øje med, at sundhedsskadelige produkter ikke kommer på markedet, siger Henrik Dammand Nielsen.

Med de populære youtubere Logan Paul og KSI som frontfigurer har Congo Brands formået at gøre produktet til en kæmpe dille i både Danmark og andre lande.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at energi- og læskedrikkene er genstand for et stigende ulovligt salg via blandt andet Facebook og Den Blå Avis (DBA). En søgning på DBA viser, at flere brugere sælger Prime til langt over 100 kroner per styk. Endda tomme flasker bliver solgt.

Styrelsen har modtaget en række henvendelser fra forældre, der er bekymrede på deres børns vegne. De er usikre på, hvorvidt det er forsvarligt at lade deres børn drikke Prime. Af den grund har styrelsen valgt at skride ind.

Forrige fredag måtte Københavns Politi to gange rykke ud til butikken Puffs n Stuff på Amager, hvor en mand var i gang med at uddele Prime gratis til primært unge mennesker.

Ifølge TV 2 Kosmopol oplyste vagtchef Espen Godiksen, at "kunder råbte og skreg og forstyrrede trafikken".

Styrelsen er i gang med en kontrolkampagne af virksomheders salg af fødevarer, der indeholder vitaminer, mineraler samt visse andre stoffer. Kampagnen løber frem til 30. juni.

Kilde: /ritzau/