Terrororganisationen Al-Qaeda på Den Arabiske Halvø bekræfter søndag, at dets leder, Qassim al-Raymi, er død, og at en ny leder er udpeget.
Det oplyser efterretningsgruppen Site.
Det var USA's præsident, Donald Trump, som tidligere på måneden kunne fortælle, at Raymi var blevet dræbt under en amerikansk antiterroraktion i Yemen.
Den islamistiske terrororganisation bekræfter i en lydoptagelse lederens død, fortæller Site, der følger og registrerer islamistiske netværk over hele Jorden.
Samtidig oplyser man i lydoptagelsen, at den nye leder er Khalid bin Umar Batarfi.
Ifølge Site har Batarfi optrådt i mange videoer fra Al-Qaeda på Den Arabiske Halvø. Han har tilsyneladende haft rollen som Raymis højrehånd og som talsmand for jihadisterne.
Trump sagde i begyndelsen af måneden, at Raymi var dræbt under en "antiterror-operation".
Raymi og hans islamistiske terrorister tog kort efter et masseskyderi på en flådebase i Florida 6. december skylden. Her dræbte en saudisk officer på træningsophold i USA tre amerikanske flådesoldater.
Kilde: /ritzau/AFP