Politiet indfører første officielle opholdsforbud

For at mindske spredning af corona indfører politiet midlertidige opholdsforbud rundt om i landet.
Rømø var det første sted i Danmark, som oplevede at få indført et midlertidigt opholdsforbud af politiet. (Arkivfoto)
Rømø var det første sted i Danmark, som oplevede at få indført et midlertidigt opholdsforbud af politiet. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

25/04/2020

For at forhindre spredning af coronavirus indfører politiet et midlertidigt opholdsforbud flere steder i Danmark.

Lørdag aften er der indført et midlertidigt opholdsforbud ved Lakolk Butikscenter på Rømø i Sønderjylland og i et område ved havnefronten på Islands Brygge i København.

Opholdsforbuddene er de første officielle, som politiet indtil videre har taget i brug for at holde folk fra at mødes i større forsamlinger og derved øge risikoen for at blive smittet med corona.

I Sønderjylland blev beslutningen taget, efter at politiet lørdag eftermiddag kunne konstatere, at over 60 personer opholdt sig i området omkring Lakolk Butikscenter.

- Opholdsforbuddet betyder, at der ikke må tages ophold i det pågældende område som for eksempel at sætte sig på bænkene og benytte legepladsen i området.

- Almindelig færden såsom gå- og løbeture, parkering, hundeluftning og besøg i iskiosk og butik med mere i det område, hvor opholdsforbuddet gælder, er dog stadig tilladt, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Årsagen til opholdsforbuddet på Islands Brygge er den samme som den ved Lakolk Butikscenter. Her har for mange mennesker også befundet sig samme sted på samme tid.

- I går (fredag, red.) kom vi med en advarsel om, at vi ville tage skrappere værktøjer i brug, hvis borgere ikke overholder myndighedernes anvisninger og holder afstand.

- Den advarsel var der flere borgere, der opholdt sig på Islands Brygge, som ikke tog alvorligt. Derfor etablerer vi nu et opholdsforbud i området, siger politidirektør Anne Tønnes fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

På et efterfølgende pressemøde sagde Anne Tønnes, at der kan komme opholdsforbud flere andre steder i København.

– Jeg vil bestemt ikke afvise, at der kommer flere forbud, hvis ikke borgerne retter ind. Det her er et vink med en vognstang til borgerne om, at de skal rette ind.

Hun nævnte særligt Dronning Louises Bro og Sandkaj i Nordhavn. Men også flere andre steder såsom Kongens Have vil politiet patruljere.

Overholdes forbuddene ikke, kan politiet udstede en bøde på 2500 kroner.

I forvejen kan politiet udstede bøder til grupper på mere end ti personer. Det er en del af forsamlingsforbuddet, der foreløbigt gælder frem til 10. maj.

Mens opholdsforbuddet ved Lakolk Butikscenter gælder lørdag frem til midnat, natten mellem søndag og mandag, så gælder opholdsforbuddet på Islands Brygge fra lørdag klokken 21 til natten mellem fredag og lørdag i den kommende uge.

Perioderne for forbuddene kan forlænges, hvis der findes grund til det.

Kilde: /ritzau/