Søndag er der for anden weekend i træk været afholdt demonstration i København mod racisme. Flere end 15.000 mennesker har deltaget, vurderer Københavns Politi.
Politiinspektør Tommy Laursen fortæller, at alt er forløbet fredeligt og ordentligt.
- Som det ser ud nu, er alt gået, som det skal. Så det har været lige i demokratiets ånd hele vejen igennem, siger han.
Demonstrationen begyndte klokken 14 ved den amerikanske ambassade på Østerbro. Herefter bevægede menneskemængden sig videre mod Christiansborg.
10.000 mennesker havde inden da tilkendegivet på Facebook, at de ville deltage.
Sluttidspunktet var sat til klokken 17, og politiet forventer ikke, at demonstrationen udvikler sig.
Protester og uroligheder er opstået flere steder i verden, efter at en 46-årig sort amerikaner George Floyd mistede livet, mens han var i politiets varetægt. Det skete for knap to uger siden.
Statsminister Mette Frederiksen (S) takkede i et Facebook-opslag lørdag for, at mennesker i hele verden står sammen om at "kæmpe mod racisme og den brutalitet, der har stjålet for mange menneskers liv".
- Det sender et stærkt budskab om de værdier, som både det amerikanske og vore egne samfund er bygget på, skrev statsministeren.
Det er organisationen Black Lives Matter i Danmark, som står bag søndagens demonstration.
Demonstrationerne kan finde sted, fordi forsamlinger med et politisk øjemed ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet på flere end ti personer, som ventes at blive hævet fra mandag.
Flere har dog valgt at iføre sig mundbind i forbindelse med demonstrationen i København.
Søndag er der også demonstrationer i andre byer over hele verden.
I Göteborg i Sverige har en Black Lives Matter-demonstration ført til, at flere er anholdt.
Politiet har opløst demonstrationen med omkring 2000 deltagere, hvor nogle kastede med flasker mod politiet og knuste butiksvinduer. Det siger Göteborgs politi til nyhedsbureauet TT.
Kilde: /ritzau/