George Floyds alt for tragiske død for snart to uger siden har berørt hele verden dybt, og ikke en eneste politisk aktør på verdensplan - til mit kendskab - har kastet et forsvar ind for den politibetjent, der forårsagede den 48-åriges død. Holdningen verden over er enstemmig, og sympatien er den samme. Justice for George.
Det er midlertidigt sådan, at det kun er amerikanere, der kan forandre USA. Det glemmer vi nogle gange udenfor USA. Men det er kun amerikanske politikere, der kan ændre de bagvedliggende faktorer. Fattigdom. Slumkvarterer. Og massiv overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker, der gør, at sorte desværre meget logisk vil ende i konfrontation med politiet. Det ligger lige for at forstå denne årsagssammenhæng, endda i et land, hvor vi har gennemført flere ghettopakker målrettet samme problematik, omend i mildere grad end hvad amerikanerne har med et gøre.
Stemningen omkring George Floyds død har aktiveret mange kræfter, der ikke sædvanligvis går særlig meget op i politik. For disse kræfter har denne sag udelukkende handlet om racisme, og ingen andre nuancer end det har været ønskværdige. Ingen perspektiver. Ingen årsagssammenhænge. Ingen analyse. Derfor står vi nu i en situation på de sociale mediers debatplatforme, at idealisterne beskylder realisterne for at være racister og ja, næsten nogle onde mennesker.
Black Lives Matter er meget fremherskende i den igangværende konflikt, og har organiseret mange af de protester, der foregår rundt omkring i USA. BLM er generelt meget vævrende omkring, hvordan de forholder sig til de plyndringer og de voldelige anslag, der i disse dage rammer flere amerikanske byer. Jo vist tager man flere steder i Midtvesten afstand fra vold, men tidligere har ledere i organisationen udtalt, at vold er legitimt, fordi det er et sprog magthaverne kan forstå.
Derfor rejser sig et helt naturligt spørgsmål: Er vi tættere på at få "Justice for George" (og alle andre, der måtte være ofre for uretfærdighed), ved at der foregår vold i gaderne?
Jeg har fulgt målingerne af dette indgående den sidste halvanden uge. Da demonstrationerne var fredelige for 10 dage siden bakkede 78% af amerikanerne demonstranterne op, og der var flertal i begge partier for at støtte reformer. Da demonstrationerne overgik til at blive voldelige kunne vi 3-4 dage senere se, at det nu kun var 54% af amerikanerne, der bakkede op om demonstrationerne - Demokrater i overvældende flertal, og de fleste Republikanere var imod. For få dage siden så jeg en ny måling. Nu bakkede 57% af befolkningen op om en militær intervention mod demonstranterne, og endda 37% af de sorte, havde samme holdning.
Alle disse målinger er enkeltstående, men er de bare tilnærmelsesvis retvisende, så viser det to ting. At amerikanernes holdninger til dette emne, som til meget andet, er enormt fluktuerende. Og dernæst, at vold mere end noget andet skader sagen - af samme årsag har jeg noteret mig, at det, der for halvanden uge siden utvetydigt blev kaldt "George Floyd protests" nu flere steder er blevet til "US Riots". Med andre ord er fokus skiftet fra en sagesløs mand, der blev myrdet af en tvivlsom betjent - til for mange af handle om plyndringer, tilfældig vold og drabet på en sort eks-politibetjent, der forsvarede en vens butik mod kriminelle, der i koldt blod skød ham til døde.
Folk, der kender USA ved, at der er mange våben i omløb. Derfor er amerikanerne naturligt meget mere bange for anarkiske tilstande, da det gør livet markant farligere end i lande med færre våben til fri disposition for folk med forkerte hensigter. Derfor er det måske ikke så overraskende, at vi ser denne udvikling i befolkningen. Tværtimod synes jeg det er ret logisk.
Sympatien omkring George Floyd er naturligvis stadigvæk til stede, men problemet er, at hvis ikke det er den sag, der fylder allermest, så er det sværere at få trumfet noget seriøs lovgivning igennem, der først og fremmest ville indbefatte en meget gennemgående centralisering af den måde lokalpoliti opererer på i USA. Det er store sager at ændre, og derfor er det alfa-omega, at man har den politiske muskel, der kan trumfe det igennem - det sker ikke, hvis folk derhjemme først og fremmest taler om plyndringer og tilfældige drab.
Hvad jeg har skrevet her er det jeg betegner som den realistiske tilgang. Den realistiske tilgang til, hvordan opinion fungerer, og den realistiske tilgang til, hvordan policymaking tager sig ud i praksis. Naturligvis forenklet.
Lad os bare sige det som det er: Tiden har ikke været til disse nuancer ude på de sociale medier.
Jeg er mere end en gang blevet tituleret som racist, når jeg har påpeget disse ting - endda før de skete. Jeg er blevet intimideret på baggrund af det. Og faktisk har jeg også oplevet, at en ven gennem 20 år blev så arrig på mig, at han såre simpelt slettede mig som ven på Facebook. Men endnu har jeg ikke mødt logisk fungerede eller saglige argumenter, der kan bestride, hvad det er jeg bringer for dagen.
- Det er vel trods alt ikke så forfærdeligt at nå frem til den erkendelse, at hvis en organisation, der gerne vil have forandringer, opfordrer til vold, så er den ikke en del af løsningen. Så skader den tværtimod sagen i øjnene på almindelige mennesker.
- Det er vel trods alt heller ikke så forfærdeligt at påpege, at denne politivold og det, at den går udover sorte, i høj grad afspejler et underliggende problem der er med, at netop denne befolkningsgruppe er så massivt overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne.
- Og det er vel trods alt heller ikke så forfærdeligt at påpege, at man ikke gør den helt store forskel ved at lægge et sort billede på Instagram.
Alle disse ting turede jeg frem med for et par uger siden, da volden startede. Jeg kunne se, hvor det ville bære hen, og desværre tror jeg, at jeg får ret. Sagen glider ud i sandet og volden i gaderne og ødelæggelserne vil stå tilbage i manges øjne. Chancen er forpasset, for den organisation, der vil kæmpe George Floyds sag (og ligesindede) mere end nogle andre, har selv blod på deres hænder.
Det mest skræmmende er egentlig, synes jeg, hvordan mange mennesker i deres følelsers vold totalt formår at slå hovedet fra i deres analyse af en sag som denne. Det er skræmmende, hvordan identitetspolitik kan få det værste frem i folk - ja, selv folk som man troede, at man kendte.
