Michelin- og højpris-restauranter opsiger overenskomst - varsler lockout

3F raser over udsigt til løn-dumping.
Hereford Beefstouw i Tivoli. Foto: Shutterstock
Hereford Beefstouw i Tivoli. Foto: Shutterstock

Jens Asbjørn Bøgen,

16/02/2023

Prominente spisesteder som Dragsholm Slot, Brdr. Price og Hereford har opsagt deres tiltrædelsesoverenskomst med 3F og varsler nu lockout for medlemmer af fagforeningen fra d. 2. marts.

Det skriver 3F i en pressemeddelelse, hvor forhandlingssekretær Peter Lykke Nielsen fra 3F Privat Service, Hotel og Restauration (PSHR) også kalder tiltaget forbløffende og forundrende.

"De igangværende overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked handler bl.a. om, hvordan vi kan tackle den høje inflation, der har forringet lønmodtagernes købekraft. Ikke, hvordan arbejdsgiverne fremover kan skære en voldsom luns af de ansattes løn og udhule købekraften endnu mere."

30 procent mindre løn

Ifølge 3F vil ejerne af de kendte spisesteder skære knap 11.000 kroner af de fuldtidsansatte ufaglærte tjeneres garanterede månedsløn.

I forhold til denne gruppes nuværende garanterede månedsløn svarer det til en lønnedgang på 30 procent.

Det betyder, ifølge 3F, at de ufaglærte tjenere, kokke og medarbejder på spisestederne fremover vil komme til at tjene markant mindre end deres kolleger på Max Burger i København.

Dette spisested har en overenskomst, og her får fastfood-medarbejder 4700 kroner mere om måneden i forhold til den nye løn, de ansatte på Dragsholm Slot, Brdr. Price og Hereford har stillet deres ansatte i udsigt.

1,7 mio. kr. om året

"Vores beregninger viser, at eksempelvis Hereford i Tivoli i København med de varslede lønforringelser vil skære knap 1,7 mio. kr. af lønudgiften om året. Det er en voldsom forringelse for deres medarbejdere, og det vil skabe en helt urimelig og unfair konkurrencesituation over for de andre restauratører i Tivoli, som respekterer og ansætter på de løn- og arbejdsvilkår, som er forhandlet mellem arbejdsgivernes organisationer og 3F og fastsat i minimalløns-overenskomsten," fortæller Peter Lykke Nielsen.

Derfor opfordrer forhandlingssekretæren også ejerne og ledelserne til at genoptage dialogen med 3F PSHR i håbet om, at gourmetrestauranterne også i fremtiden vil tilbyde ordentlige forhold for de ansatte.

"Så kan spisestederne både levere kvalitet, når det drejer sig om måltidet og service over for kunderne og i forhold til arbejdsmiljøet og løn og arbejdsvilkår for de ansatte. Og restauranterne kan konkurrere indbyrdes på dygtighed, innovation og service mv., og ikke på hvor meget de kan presse løn- og arbejdsvilkår for deres medarbejdere."