Genforenet på Christiansborg: Simon Emil ansætter Christina Egelund som rådgiver

De to stiftere af partiet Fremad og tidligere Liberal Alliance-profiler Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund bliver nu genforenet på Christiansborg.

Christina Egelund, der ellers som en af mange LA-politikere ikke opnåede genvalg ved valget den 5. juni i år, er blevet ansat som politisk rådgiver for sin partifælle Simon Emil.

Det er under en måned siden, at Egelund og Ammitzbøll-Bille sammen stiftede Fremad efter at have forladt Liberal Alliance, og siden da har Ammitzbøll-Bille taget sit folketingsmandat med sig over til partiet og ene mand repræsenteret Fremad på Christiansborg.

Nu får han så selskab af Christina Egelund, der som politisk rådgiver skal bidrage til det politiske arbejde, rådgive om politiske emner og følge debatter og forhandlinger.

"Det er at fungere som politisk rådgiver for Simon Emil Ammitzbøll-Bille i forhold til hans folketingsarbejde. Det vil sige at sætte sig ind i de sager og lovforslag, der er og være sparringspartner for Simon Emil Ammitzbøll-Bille i forhold til, hvad han skal mene og stemme i de forskellige sager", fortæller Egelund til TV 2 Nord om sit nye arbejde på Christiansborg.

Christina Egelund fortæller desuden, at planlægger at stille op til næste folketingsvalg. Men for nu er fokus på at samle vælgerklæringer til Fremad og hjælpe Simon Emil med det daglige arbejde på Christiansborg.

"Nu har jeg været med til at stifte et nyt parti sammen med Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som jeg først håber bliver opstillingsberettiget og dernæst, at vi bliver valgt til Folketinget næste gang. Lige nu er mit fokus på den her opgave med at hjælpe Simon Emil Ammitzbøll-Bille, og så må vi se, hvad der skal ske frem mod næste valg", siger hun.

2 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere