Danmark er i en slags undtagelsestilstand, og hvor midlertidigheden for de fleste af os (demokrater) er helt afgørende, finder andre inspiration til en slags ny normal på den anden side af krisen. Kampen for at eksempelvis statslig(e); begrænsninger på forsamlingsfriheden og nedlukning af private virksomheder m.fl. alene er midlertidige tiltag der SKAL rulles tilbage på den anden side af krisen skal derfor kæmpes. Vi kan, desværre, ikke tage for givet at det sker. Nedenfor følger to eksempler på to der gerne bruger coronakrisen som afsætningsrampe for fremme af egne politiske kæpheste. Den ene er på kraftig kollisionskurs med det liberale demokrati, mens den anden benytter lejligheden til et forsøg på, at liste planøkonomiske tiltag ind ad bagdøren. Må ingen af dem få magt som de har agt.
Josephine Fock og Alternativet ser, at krisen kan bruges til nye metoder der hurtigere kan få partiets dagsorden igennem:
Rendyrket ekstremisme. Fock sammenligner en akut krise – hvor eksempelvis Italien i løbet af ca. en måned har konstateret 6.820 corona-relaterede dødsfald – med en klimadagsorden der skal løses løbende de næste 20, 50 og 100 år. Sammenligningen er i sig selv absurd, men værre er det at man vil inddrage de samme ”radikale løsninger” som bruges i forbindelse med coronakrisen. Forklaringen er formentlig den simple, at Fock og alternativet reelt ser klimadagsordenen som værende præcis så presserende som den aktuelle coronakrise, og derfor er klar til at videreføre (antidemokratiske) tiltag på den anden side af coronakrisen. Det er faktuelt forkert, det er ekstremt og det skal stoppes!
Heller ikke Enhedslistens Pelle Dragsted vil lade den aktuelle krise gå upåagtet hen, og benytter derfor anledningen til at hive en klassisk kommunistisk planøkonomisk traver af stalden, nemlig nationalisering af private virksomheder:
Rendyrket kommunisme. Argumentet er grundlæggende, at fordi virksomhederne nu modtager en økonomisk håndsrækning fra staten så bør staten blive (med)ejer af disse virksomheder. I virkeligheden er det jo således, at de virksomheder der normalvis finansiere den offentlige sektor nu – fordi situationen er helt ekstraordinær - får noget tilbage at overleve på. Eller sagt på en anden måde; staten holder liv i virksomhederne så disse på den anden side af krisen igen kan finansiere den offentlige sektor.
Således iht. undskyldningen for netop nu at trække den gamle traver af stalden. Vigtigere er det, at Dragsted og ligesindede altid vil ønske sig at nationalisere det private erhvervsliv, og coronakrisen er således blot en anledning, ikke an årsag, og heller ikke den aktuelle krise gør det – på noget plan – fordelagtigt at politikerne overtager kontrollen med et stærkt dansk erhvervsliv. Det eksperiment der gik galt i Sovjetunionen, DDR og Kina vil heller ikke lykkedes på dansk jord, og da slet ikke når det sker efter en stor krise. Det er kommunisme, det er ekstremt og det skal stoppes!
Retfærdigvis skal det nævnes, at der er en vigtig forskel på Focks og Dragsteds ”lad aldrig en god krise gå til spilde” tilgange.
De ”radikale løsninger” som Fock lader sig inspirere af er alene udtryk for en slags undtagelsestilstand, og rimer IKKE på liberalt demokrati. Fock sætter Alternativets ønsker på klimaområdet over demokratiet, og (igen) ser man for sig noget der mere ligner en grøn sekt end et politisk parti. Sagen er simpelthen så vigtig, at man er klar til at kompromittere de liberale demokratiske frihedsrettigheder. At de IKKE får held med dette er nok en kamp værd.
Dragsteds tilgang handler mere om gammel vin på nye flasker. Krisen giver mulighed for, at markedsføre klassisk kommunistisk politik på en ny måde. Dragsted og Enhedslisten ønskede en nationalisering af erhvervslivet før, de ønsker det under krisen - og de vil ønske det samme efter coronakrisen. Det er sådan set legitimt nok, men coronakrisen skal ikke bruges som afsætningsrampe for indførelse af kommunistiske tiltag som, hvor de har været forsøgt, altid ender i armod, ufrihed og totalitære styreformer. At undgå elementer der trækker i planøkonomisk kommunistisk retning er nok en kamp værd.
Samlet set er det helt afgørende, at de tiltag der er indført i forbindelse med krisen, og særligt dem som IKKE er forenelige med vores liberale demokrati, rulles tilbage på den anden side af krisen. Samtidig er det afgørende, at krisen ikke bliver løftestang for rendyrkede kommunistiske tiltag som der formentlig ellers ikke ville være opbakning til hos den danske befolkning. Midlertidigheden er afgørende, og den er nok en kamp værd.
