Sammenhængskraft efterlyses?

For nogle måneder siden offentliggjorde CEPOS en analyse. Denne har ikke fået meget medietid, men indeholder – ikke mindst i lyset af hele debatten om udligningsreformen – nogle ganske interessante perspektiver. 

Først og fremmest viser analysen, at der sker en massiv omfordeling fra skatteborgerne i 16 kommuner (alle placeret i hovedstadsområdet) til skatteborgerne i landets øvrige kommuner, og den direkte udligning er ikke den største synder ” (…) da 3/4 af omfordelingen sker via skattesystemet og overførselsindkomster.”

Det vil, med andre ord sige, at selvom udligningssystemet afskaffes helt vil disse kommuner fortsat bidrage voldsomt til at finansiere festen i andre kommuner. Hvis disse kommuner forlod festen før baren var lukket, ville statskassen mangle mere end 52 mia. kr., svarende til en stigning i den statslige bundskat med 7,12 Pct. Point. For en LO-familie med to børn ville dette eksempelvis betyde et årligt tab på 41.400 kr. Et tab som LO-familierne i Gladsaxe, Odense og Aalborg ville frabede sig, og de kan så overveje vilkårene for deres ligesindede i Gentofte, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk som situationen er.  

Tendensen er i øvrigt stigende. Bidraget fra skatteborgerne i de kommuner der betaler en uforholdsmæssig stor del af regningen er steget med 25% siden 2007. 25% på 13 år! 

Tallenes tale er ganske tydelig. En forholdsvis lille andel af skatteborgerne finansierer en uforholdsmæssig stor del af festen, alene grundet deres valg af postnummer. Et postnummer der som bekendt er placeret i et af verdens mest skatteplagede lande. Danmark er et skatteplaget land, danskerne et skatteplaget folk, og borgere i bestemte hovedstadskommuner får oveni et ekstra slag med skattehammeren. Det er hamrende uretfærdigt, og den højt besungne socialdemokratiske sammenhængskraft er ude af syne. 

At nogen bidrager mere end andre kommer vi aldrig ud over. Dette gælder både iht. den enkelte og når der sammenlignes på tværs af kommuner. En ekstremistisk tilgang til lighed overlader vi, som altid, til venstrefløjen. Det kan vi derimod ikke gøre når det gælder skattelettelser, det helt oplagte svar på denne udfordring. 

Desværre ser vi at svaret flere steder er det modsatte. Særligt i udligningsramte kommuner rasles der nu med skattesablen, og lokale skattestigninger vil kun gøre ondt værre iht. ovenstående problematik. Jeg har absolut intet godt at sige om hverken udligningsreformen eller det faktum, at venstre har tøjret sig til den socialdemokratiske mast i spørgsmålet, men lokale skattestigninger er ikke svaret. 

Der er derimod behov for en samlet skattereform. Ikke mindst iht. de skatter – topskat og virksomhedsskatter m.fl. – der straffer foretagsomhed og arbejdsvilje, men i virkeligheden også eksempelvis bundskatten. Sidstnævnte vil, alt andet lige, ikke ændre på forskellen imellem hvilke kommuners skatteborgere der bidrager mest, men det vil være en kærkommen håndsrækning til eksempelvis LO-familien fra Lyngby-Taarbæk. Den manglende sammenhængskraft rammer hårdest for dem med almindelige eller lave indtægter. 

Udligningsaftalen viser, at sammenhængskraft alene er noget socialdemokrater taler om inden de løfter glasset. Den aftale har venstre bundet sig til så langt øjet rækker, og antageligvis indtil solen brænder ud. Et klokkeklart svigt af de borgerlige vælgere i almindelighed, og borgerlige vælgere i de berørte hovedstadskommuner i særdeleshed. Skattelettelser er derfor den mulighed venstre har for at gøre skaden god igen, og vælger de den vej – før og efter et valg – står LA klar med åbne arme. Det manglede da bare.